Martha Bettina Jensen
Så fik frk. forår endeligt væltet kong vinter af tronen og derved lød startskudet til årets militarysæson. I påsken dragede en mindre karavane af trailere afsted mod Sverige til træning. Her lagde Dagstorp og Flyinge baner til de danske ryttere og heste. Alt imens landstræner Lars Christenson stod for undervisningen. Foråret skulle hilses i møde på sand militarymanér. Nu var det igen blevet terræntid. Der var dømt forårsglade ponyer og heste, da de igen kunne skue ud over de åbne vider og strække ud. Onsdag eftermiddag blev de glade heste og ryttere sluppet løs i terrænet. Trods de mange måneder væk fra terrænet var alle godt med. Torsdag stod den på dressur om formidagen og endnu en omgang terræn om eftermiddagen. Torsdag aften var det så tid for rytterne til, at blive set efter i sømmene med en fysisk test. Er man ikke i god fysisk form kan det være svært, at dyrke en så krævende sport som military! Fredagen blev igen brugt på terræn-træning. Alt i alt kan det konstateres, at alle ryttere og heste har overlevet vintermånederne i ridehus, og igen er klar til at vælte banerne, både nationalt og internationalt. Sæsonen skydes for alvor igang, når Tågarpsporten (Sverige) søndag d. 11 April åbner banerne op for årets første militarystævne.