Matilde er ny danmarksmester i military

24-06-2018 16:20

Camilla Tiefensee Schrøder

Efter at have klaret sig fejlfrit gennem både terræn- og springbanen kan Matilde Skrædderdal nu kalde sig danmarksmester i military for junior/ungryttere med hoppen Catch Me. – Hun er virkelig en kammerat, fortæller Matilde om Catch Me, der på 2,5 år er gået fra hyggehest til DM-vinder

Copyright Ridehesten.com
Matilde Skrædderdal Andersen og Catch Me var fejlfri i terrænet. Foto: Jimmy Leen Friis
Nyheden fortsætter efter annoncen

– Jeg havde håbet på en medalje, men havde slet ikke regnet med guld, lyder det fra en glad Matilde Skrædderdal, som her til eftermiddag fik hængt ædelmetal om halsen som vinder af Agria DRF's mesterskab for junior- og ungryttere i military på Skårup Overgård.
Sølvmedaljen gik til Lærke Jonsson og Hot Shot, mens Anna Bjørn på CTS Twin Peaks fik bronze.

Spænding til det sidste
Matilde Skrædderdal lagde ud med et dressurridt til 67.42, hvilket placerede hende på en foreløbig andenplads få strafpoint efter Anna Bjørn og CTS Twin Peaks. Den andenplads beholdt hun gennem terrænet, hvor hun var fejlfri, og efter endnu en fejlfri runde på springbanen kunne hun kalde sig DM-vinder med hoppen Catch Me e. Corratus/Temple Wind XX.
Opgøret på point var ganske tæt i toppen, og derfor kunne ganske få fejl på springbanen gøre en stor forskel i medaljekampen, men Matilde følte sig sikker på sin hest, og mærkede derfor ikke et stort pres, fortæller hun.
– Jeg kender hende rigtig godt, og ridebanespringningen er hendes stærkeste disciplin. Det er en rigtig ridbar hest, som altid gør sig så umage og giver alt, hvad den har i sig, siger den 19-årige militaryrytter.
Hun var næstsidste rytter på banen, så DM blev først afgjort, da Anna Bjørn havde redet som sidste rytter. Efter et stop og en tidsfejl måtte hun afgive den førerposition, hun ellers havde holdt gennem hele weekenden. Med 36.5 strafpoint beholdt hun sin podieplads, men måtte nøjes med bronze.
Lærke Jonsson, som red fejlfrit på Hot Shot vandt sølv med slutresultatet 33.7 strafpoint, mens Matilde Skrædderdal sluttede på 32.6 strafpoint.

Copyright Ridehesten.com
Matilde Skrædderdal og Catch Me ved præmieoverrækkelsen. Foto: Jimmy Leen Friis

Fra hyggehest til DM-vinder
– Hun er virkelig en kammerat, den hest. Sådan beskriver Matilde Skrædderdal den 12-årige hoppe Catch Me, som hun har haft i 2,5 år. Hoppen er relativt ny i militarysporten, og i sporten generelt.
– Inden jeg fik den, havde den faktisk ikke gået så meget. Den blev mest brugt til hjemmehygge og kunne springe et par spring på let niveau. Det er først efter, vi fik hende, at hun begyndte at starte militarystævner, fortæller Matilde, som træner sammen med sin mor Annette Skrædderdal og søster Cecilie Skrædderdal.

Første DM-guldmedalje
Matilde Skrædderdal har to gange før opnået medalje ved DM. I 2015 vandt hun bronze, hvor hun red på pony mod junior- ungrytternes heste, og sidste år blev det til en sølvmedalje med hoppen Femme Fatale Blue e. Carpe Diem Blue/Thoke Torp. Denne hoppe startede hun CNC100 på ved dette stævne, hvor det blev til en tredjeplads. Matilde blev nummer to i samme klasse med Skrædderdals Secret Moon.
– Jeg er megatilfreds. Alle mine heste har præsteret på deres topniveau. De gik dressur, så godt som de kan, og var fejlfri i terrænet, og med Moon blev det til en enkelt bom på springbanen, men det er det niveau han er på lige nu, siger DM-vinderen.

Se resultatlisten

Nyheden fortsætter efter annoncen

Flere nationale klasser
Der blev afholdt flere landsstævneklasser ved det flotte stævne, som var arrangeret af Kirstineholm Rideklub.
Diana Kramer vandt SP Maskiner A/S Military CNC100 på hingsten Cassini Rouge e. Cassini II/Landadel (opdr. Kurt Wurm) med det flotte slutresultat på kun 26.5 strafpoint, mens vinderen af ZibraSport Military 2015 - CNC1* B blev Bianca Walton på Midt-West Faveur e. Charmeur/Gribaldi (opdr. Poul Erik Nielsen)

Se alle start- og resultatlister.

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner