Christine Krogh Frausing
Skribent
De sidste to uger har Mathias Nørheden Johansen været til stævne i Italien ved Toscana Tour i Arezzo, hvor han har haft fire heste med sig, samt tre elever fra hans chef, Gugler Sportshorses.
Det er blevet til en masse flotte resultater ved stævnet, og senest var det i går, da han med Accolade e. Chacco-Blue/ Germus R blev placeret på en andenplads i en 140 cm klasse.
– Stævnet her var til at komme igang på både sand og græs, og trods dårligt vejr, har banerne holdt rigtig godt. Alle hestene har gået nogle fine nul runder i 140 og 145, og har fået placeringer, så vi er tilfredse, fortæller Mathias Nørheden Johansen.
Nu går turen hjem for Mathias og eleverne, inden Mathias endnu en gang skal afsted til stævne.
– Nu tager vi hjem, med følelsen af at vi er klar til resten af udendørssæsonen, og næste stævne er allerede om 2 uger i Linz, hvor jeg skal ride CSI3*.
Mathias Nørheden Johansen er til daglig ansat som rytter i Tyskland, men lige inden han drog til Italien, var han på visit i Danmark for at ride under stævnet ved Hingstekåringen. Her viste han topform med de 4 medbragte heste, og red blandt andet en sejr i en 145 cm klasse i hus, hvor 58 stillede til start.