Nørheden placeret i 155 cm Grand Prix

11-05-2025 10:15

Mathias Nørheden Johansen er som eneste danske springrytter i denne weekend til start ved det 3-stjernede springstævne, Szilvásvárad Masters i Ungarn. Her har han tre heste med, og i går blev han altså placeret i den 155 cm høje Grand Prix-klasse med en af dem

Copyright Ridehesten.com
Mathias Nørheden Johansen har haft et rigtig godt stævne i Ungarn, hvor han i går blev placeret i den 155 cm høje Grand Prix. Foto: Ridehesten.com/ Annika Knudsen Lorentsen

Danske Mathias Nørheden Johansen, der til dagligt bor i Tyskland, hvor han arbejder for Gugler Sport Horses, er i denne weekend draget til Ungarn med tre af sine heste for at deltage ved det 3-stjernede springstævne  Szilvásvárad Masters. Over hele weekenden har han redet flotte runder, og i går blev det altså til en placering i stævnets hidtil højeste klasse. 

Det var den 155 cm høje Grand Prix-klasse, hvor hele 46 ekvipager var til start. Mathias Nørheden havde den 10-årige vallak Ferrero Du Rouet e. Jah's Diamant/ Baloubet Du Rouet med sig, som Mathias har haft adskillige sejre og placeringer med. Parret har blandt andet været til start i den 160 cm høje Longines Grand Prix i Hong Kong i starten af året. I går var det danske par igen i topform, hvor de blev placeret som nummer ti i den udfordrende Grand Prix. Desværre havde ekvipagen en enkelt nedrivning i hovedrunden, hvilket holdt dem fra en plads i den spændende omspringning. Ikke desto mindre, var det nok til en suveræn tiendeplads i et stærkt felt. 

Copyright Ridehesten.com
Nørheden repræsenterede blandt andet Danmark ved EM i Milano i 2023 med hesten Franco 79. Foto: Ridehesten.com/ Annika Knudsen Lorentsen

Foruden Ferrero Du Rouet har Nørheden også den bare 8-årige vallak Kanango e. Kannan/ Cortago med sig til Ungarn. I går var parret til start i den 3-stjernede 145 cm klasse, hvor 71 ekvipager kæmpede om de i alt 18 placeringer. Endnu en gang leverede danskeren et flot resultat, da han med Kanango blev placeret som 15 med en meget hurtig tid, men desværre en enkelt nedrivning. Klassen var Kanangos allerførste 145 cm, så her må man i den grad sige, at resultatet er mere end godkendt. 

I dag gælder det endnu en gang for danskeren, hvor han slutter et succesfuldt stævne af med den 155 cm høje Szilvásvárad Masters World Cup-klasse, hvor de fejlfrie ryttere fra hovedrunden skal ud i en spændende omspringning. Her er i alt 42 ekvipager til start fra nationer som Tyskland, Østrig, Hong Kong og Polen, og Nørheden og Ferrero Du Rouet skal på banen som nummer otte. 

Stævnets start- og resultatlister. 

Trine Askjær-Jørgensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen