Trine Askjær-Jørgensen
I den foregående weekend blev der afholdt unghestechampionat for 3-, 4-, 5-, 6- og 7-års heste i dressur på Flyinge i Sverige. Championatet er udelukkende for svensk varmblods-registrerede heste, men der var masser af dansk islæt at finde i det svenske championat. Det var nemlig danskejede hingste, der var fædre til flere af vinderne og de placerede heste på tværs af alle aldersgrupperne.
Danskejede hingste bag top-3'en af svenske 3-års heste
Hele 54 heste stillede op i 3-års championatet, og her var alle heste i top-3 faktisk efter danskejede hingste. Guldet gik til Skyline to B e. Blue Hors Sct. Schufro/Ampere. Hingsten er avlet af Maria Rasmusson og ejet af Eques Management. Den blev fremvist af Carl Hedin, som står bag virksomheden, Eques Management, og de opnåede en total score på 90,20 point.
Sølvet gik også til en hest efter en danskejet hingst, nemlig Ohara for U e. Hesselhøj Donkey Boy/Prestige VDL (opdr. Ugglarps Gard). Hoppen blev fremvist af Pernilla André Hokfelt og scorede i alt 86,20 point.
Bronzemedaljen gik til hingsten, Vastra Hoby's Rosebank VH e. Revolution/Dalwhinnie, som blev fremvist af spanske Eric Guardia Martinez til en totalscore på 86,20 point. Hingsten er ejet af avler, Tobias Hansson, sammen med Helgstrand Dressage i Danmark, hvor både dens rytter og faderhingst, Revolution, kommer fra.
Revolution og Hesselhøj Donkey Boy bag flere placerede
Generelt var der masser af danskejede hingste at finde iblandt fædrene til de vindende og placerede heste på tværs af aldersgrupperne. Revolution og Hesselhøj Donkey Boy var nogle af de hingste, der var fædre til fleste placerede heste i championatsklasserne.
Revolution stod bag hele fire af de placerede heste: to af 3-års hestene, nemlig tredjepladsens Vastra Hoby's Rosebank VH og femtepladsens Vive la Reinne II VH samt to af 4-års hestene, nemlig tredjepladsens Buskhagas Ramayana og sjettepladsens Reticulum.
Hesselhøj Donkey Boy gik også igen som faderhingst til mange af de placerede heste. Her var det andenpladsen i 3-års championatet, Ohara for U, samt niendepladsen, Nirvana JAZ. Også vinderen af 5-års championatet, Diploid (opdr. Lena Nystrom), var efter Hesselhøj Donkey Boy med Topaasch som morfar. Den mørke hest lagde stor afstand til konkurrenterne og vandt med Vendela Eriksdotter Rubin i sadlen med en score på 89,00 point.
Faderhingste fra Blue Hors gik også igen
Udover vinderen af 3-års championatet, Skyline to B, stod Blue Hors Sct. Schufro også som faderhingst til flere placerede nemlig: de to femårsheste, St. Paulia på tredjepladsen og Saint Louis på tiendepladsen. Derudover stod også Blue Hors Zack som far til to placerede heste, 5-årige Allanzo TH og 6-årige Zanté, og Blue Hors Veneziano stod som faderhingst til en placeret hest, nemlig 5-årige Vancouver.
Springbank II vinder for fjerde gang i træk
En "gammel kending" gik med sejren i 7-års finalen, nemlig avlshingsten, Springbank II VH e. Skovens Rafael/ De Niro, der oprindeligt er avlet i Sverige og har været ejet i fællesskab med Helgstrand Dressage og opdrætteren Tobias Hansson samt Tine Hennix. Springbank II VH har vundet det svenske championat hvert år, siden han var 3 år. I 2017 og 2018 var det med den danskboende spanier, Severo Jurado Lopez, i sadlen og i 2020 med Betina Jæger, og nu også med sin nye, tyske ejer og rytter, Yara Reichert, der rider hos Ulla Salzgeber, i sadlen.
Udover selv at vinde 7-års championatet, stod Springbank II også bag en af de placerede heste, nemlig den 3-års Capriolo, som blev placeret som nr. 11, mens Springbanks egen far, Skovens Rafael, stod som faderhingst til en af de placerede 4-års heste, Royal Wing, og også Bowmore VH, som tog femtepladsen i 7-års championatet, kun fire pladser efter dens halvbror, vinderen Springbank II.
Se resultaterne fra de svenske unghestechampionat her, hvor du også kan se, alle faderhingstene bag de placerede heste. Det giver et ganske godt praj om, hvilke hingste og blodlinjer, der klarer sig godt i både avl og sport.