Martin flyvende hos Stall Melby

15-04-2014 06:27

Finaledagens helt store vinder var uden tvivl Martin Neergaard med to finalesejre, herunder Gold Tour – Grand Prix på Little Rock

Copyright Ridehesten.com
Martin Neergaard og Little Rock. (Arkivfoto)

Mandag stod i finalernes tegn ved landsstævnet i springning for hest og pony, Stall Melby Easter Tour, hos Stall Melby ved Hirtshals, hvor hele syv finaler blev afviklet.

Først gjaldt det LA2**, Heste Bronze Tour finalen, som blev vundet af Martin Neergaard på Ballentina SB efter en fejlfri runde i tiden 55,39 sek.

Martin fortsatte sejrgangen i flyvende stil, da man nåede til dagens højdepunkt; Gold Tour finalen for hest – Grand Prix. Her satte han for alvor trumf på med en sejr på Carsten Ganderups tidligere tophest Little Rock med en fejlfri omspringning i tiden 39,48 sek. Andenpladsen tog han sig ligeledes af, denne gang på Vainqueur, som også var fejlfri i omspringningen, men en anelse langsommere i tiden 41,03 sek.

Dagen bød også på to norske finalesejre. Først i MB2**, Heste Silver Tour finalen, som blev vundet af Malin Nordbø på Uilskuiken med nul fejl i tiden 64,78 sek. Den anden norske finalesejr stod Nina Braaten for, da hun på Elle Dorado vandt MB2** 6-års finalen efter en fejlfri omspringning i tiden 45,89 sek. Andenpladsen i 6-års finalen gik til Stine Cassøe Jacobsen på Conchillo e. Churchill/Concorde (opdr. Ane Stoltze), som fik fire fejl i omspringningen i tiden 38,90 sek.

Stine Cassøe Jacobsen stod også for sejren i LA2** 5-års finalen på Classified Love e. Colman/Gambler’s Cup xx (opdr. Lene Ibsen) efter en hovedspringning med otte fejl i tiden 71,05 sek.

Herefter gjaldt det de to ponyfinaler. Først MB1* Pony Small Tour finale, som blev vundet af Sarah Svendgaard på Rocko, som var fejlfri i omspringningen i tiden 28,93 sek. MA1* Pony Big Tour finalen blev vundet af Pernille Harritslev Dam Christoffersen på Flash Back efter en fejlfri omspringning i tiden 31,14 sek.

Se flere resultater HER.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner