Annika Knudsen Lorentsen
Vinterferien bruges af mange springryttere i Odense Congress Center, hvor der endnu engang afholdes stævne for både pony og hest. Arrangørerne har de sidste år stablet et populært stævne på benene, og de sætter en ære i at lytte til deltagerne.
– Vi arbejder på højtryk for at arrangere et super stævne i uge 7, fortæller arrangørerne bag Scandinavia Jumping Tour i et opslag på deres sociale medier.
Et af de ønsker der har været fra rytterne fra de tidligere år, er en ekstra bane til ridning og motionering af hestene udenfor konkurrencebanen. Derfor har arrangørerne valgt at tilgodese dette ønske, og anlægge en ekstra bane i hallen, hvor også opvarmningsbanen findes og en del af de opstaldede heste vil stå.
– Den ekstra bane har krævet en del planlægning. Vores eneste mulighed er at lægge den ekstra bane i hal C. Det betyder samtidig, at der er plads til færre bokse i denne hal, så flere bokse sættes op udenfor. Lige præcis 180 bokse kommer op indenfor. De resterende opstilles på fast bund lige udenfor hallen, forklarer de.
– Vi er glade for den store opbakning vi har mødt, det er helt vildt, fortæller Dorthe Ketterle, som er en af arrangørerne bag stævnet desuden.
Stævnet afholdes fra den 13.-19. februar 2023 i Odense Congress Center, og byder på LC til MA for både pony og hest. Der afholdes desuden Stutteri Ask Trophy-kvalifikation i forbindelse med stævnet i Odense.