Anna Pørtner
Vinterferien er for mange lig med skiferie eller afslapning hjemme, men ikke for springentusiaster. De har nemlig skudt deres vinterferie i gang med Scandinavia Jumping Tour, der afholdes i det imponerende Odense Congres Center. Springstævnet for både pony- og hesteryttere startede med en enkelt klasse i fredags, og i går, lørdag, var der altså ponyryttere på banen fra morgen til aften, hvor dagen sluttede af med stævnets første Stutteri Ask Trophy-kvalifikation.
Gårsdagen bød på klasser lige fra LC til MB1* for alle tre ponykategorier, og her fik arrangørerne altså indfriet alle deres forhåbninger. De glade og dygtige ponyryttere var med til at skabe en stemning helt i top, hvilket lagde et fantastisk fundament for de næste seks dage i Odense, hvor ponyrytterne skal ride indtil og med mandag, hvorefter hesterytterne tager over fra onsdag morgen.
Én af gårsdagens helt store højdepunkter var Stutteri Ask Trophy-klasserne, hvor Scandinavia Jumping Tour er sidste kvalifikationsstævne inden finalen. Det betyder også, at mange dygtige og håbefulde pony- og hesteryttere er meldt til de spændende kvalifikationer, og i går blev de første to afviklet.
Stutteri Ask Trophy blev lanceret af Dansk Ride Forbund i 2020 og er en landsdækkende turnering for children- og ponyryttere (kat. II og kat. I ponyer)samt U18- og U25-ryttere på B-niveau. Turneringen har til hensigt at give de unge ryttere mulighed for at forberede og dygtiggøre sig frem mod internationalt niveau.
Turneringen afvikles til to landsstævner i springning i de kommende måneder. I uge 3 åbnede sjællandske Riders Cup dørene for den 1. kvalifikation, mens den 2. kvalifikation afholdes i uge 7 til det store Scandinavian Jumping Tour-stævne i Odense. Finalen løber af stablen i den indendørs opvisningshal hos Stutteri Ask i uge 12, dvs. i slutningen af marts.
Bestemmelserne er i år blevet ændret, hvilket betyder, at man ikke skal indsamle point for at kvalificere sig til finalen. Ekvipagen skal i stedet blot gennemføre minimum to klasser ved kvalifikationsstævnerne i hhv. uge 3 og/eller uge 7. Da man kan ride flere kvalifikationsklasser til samme stævne, er det dermed muligt at sikre sig en plads i finalen uden at deltage i begge kvalifikationer.
Første ryttere ud i stævnets første kvalifikation var de dygtige kat. II-ryttere, der skulle prøve kræfter med en MB1* i en metode S2, altså en stilspringning hvor eventuelle fejl trækkes fra den endelige karakter. 19 ekvipager var meldt til start, hvor Thomas Uhler skulle bedømme ekvipagerne. Med klassens suverænt bedste karakter blev vinderen Anine Holm Palm på Poynstown Topsy, der red en fejlfri runde og endte med en flot stilkarakter på 9,0.
Andenpladsen gik til to dygtige ryttere, og den ene var Ellen Vester Reymert på Burnbrae Jack, der ligeledes red en fejlfri runde og blev belønnet med stilkarakteren 8,6, ligesom Christine Foged Jensen på Miller 1, der også blev belønnet med stilkarakteren 8,6.
Efter kat. II-rytterne havde været på banen, var det blevet tid til, at hele 25 kat. I-ryttere skulle prøve kræfter med stævnets første kvalifikation i MB1*, der også her var en stilspringning bedømt af Thomas Uhler. Også her blev der givet et flot 9-tal, hvilket også endte med at være klassens bedste resultat. Det gik til Selma Hundborg Dresler på Pretty Little Dandelion, der løb med sejren af den første kvalifikation.
Andenpladsen gik til Eva Harriet Elkjær Christensen og Valmy De Treille, der lå lige i hælene på Selma. De blev nemlig belønnet med 8,9 for deres ridt i dag, hvilket altså var klassens andet bedste resultat. Tredjepladsen blev delt mellem to ekvipager, der begge fik 8,8 for deres ridt i dag. Det var nemlig Rebekka Sehestedt Juul på MVS Carvelle og Rosasofie Nielsen på Ardnasella Nina.
I dag er endnu en dag ved Scandinavia Jumping Tour, hvor der er fantastisk springning på programmet fra morgen til aften. Her spænder klasserne endnu en gang bredt, da der går alt fra LC til S1*, ligesom stævnets anden Stutteri Ask Trophy-kvalifikation skal afvikles i MB2**.
Stævnets start- og resultatlister.