Maria Thougaard måtte sætte teltstald op for at følge med

07-04-2022 18:27

Christine Krogh Frausing
Skribent

Maria Thougaard startede selvstændigt i 2015, og siden da er hendes virksomhed vokset støt. Hendes kundekreds bliver større og større, og hun er nu et navn man hører rundt omkring i Nordjylland, når snakken falder på tilridning og ridning af unge heste. Marias virksomhed er vokset så meget, at hun har været nødt til at sætte en teltstald op, for at huse alle hestene, og så har hun indgået et samarbejde med Helena Elmo Kristensen, der skal hjælpe med uddannelsen af de unge heste

Copyright Ridehesten.com
Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

Maria Thougaard holder til i Nordjylland, hvorfra hun driver sin virksomhed. Maria startede selvstændigt med en stald i 2015, hvorfra hun har heste i ridning, tilridning, kommission og så videre. I starten arbejdede hun kun med sin virksomhed på deltid, sideløbende med hun arbejdede deltid i en anden stald. Marias tanke med at gå selvstændigt var at lave et firma, hvor hesten er i højsædet, og hvor hun kunne få lov at have heste på netop den måde hun syntes var mest hensigtsmæssigt. 

– Det er ikke et 8-timers job, men arbejdet med hestene er spændende og givende på mange måder, så tiden går meget hurtigt [Maria Thougaard]

– Jeg startede med at leje mig ind i et staldafsnit, hvor jeg havde en hvis råderet over faciliteterne. Med tiden viste det sig at mit behov voksede i forhold til enefolde, plads og udvidelse, så i november 2020 købte vi vores egen gård med 14 hestebokse, ridehal og plads til enefolde. Her har vi udbygget med en stor udendørs ridebane, etableret 20 enefolde og 2 store græsmarker. Derudover har vi pr. 1/4 2022 udvidet med en teltstald der kan huse 10 heste i ridning. Vi har 6 opstaldere, og 18 heste under rytter. Det er et kæmpe spring at købe sit eget sted, men jeg har aldrig fortrudt det, fortæller Maria Thougaard, indehaver af MT Horses.

Copyright Ridehesten.com
Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

Marias kundegrundlag er vokset støt siden hun gik all in i 2018, og da foråret altid er en travl tid med tilridning og salg, er hun godt optaget for tiden. MT Horses er i Nordjylland blevet et sted der bliver nævnt, når snakken falder på tilridning og uddannelse af heste, og det synes hun er helt fantastisk.

– Jeg har pr 1/4 indgået et samarbejde med Helena Elmo Kristensen, hvor vi i fællesskab skal styre en stor hesteflok og have mange opgaver i luften. Vi lægger hver dag en plan, og prøver så vidt muligt at fuldføre planen, også selvom arbejdsdagen er lang. Det er ikke et 8-timers job, men arbejdet med hestene er spændende og givende på mange måder, så tiden går meget hurtigt. Alle heste går på fold 7-8 timer, har deres egne folde, og så bliver de motioneret 5 gange om ugen, som lovet overfor kunderne.

Maria fortæller at man som ny selvstændig skal være flittig, realistisk omkring egne evner, og helst med forståelse for økonomien. Man skal turde at tage springet, og gå all in på alt hvad det indebærer. Ærlighed er den største faktor i Marias virksomhed, og det gælder hele vejen rundt for alle parter, og det mener hun er en af årsagerne til hendes succes.

– Mit største mål er at lave glade og tillidsfulde heste, der trives hos mig, lige så vel som når de kommer hjem til deres ejere. Vi sælger også en del forskellige heste, og ønsker altid at finde det perfekte match for den enkelte hest og kunde. Jeg ønsker at min virksomhed er et trygt sted at sende sin hest i byen, og at alle kunder er lige. 
Jeg har tidligere sprunget international springning og startet op til M i dressur, men mit hjerte ligger hos de unge heste og deres vej i uddannelsen. Jeg købte i 2020 et føl fra avler Heidi Østergaard Rasmussen, og håber at kunne tage ham med op igennem ungheste klasserne, ligesom jeg har gjort tidligere, runder Maria af.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner