Hurtigt auktionssalg på Ridehesten.com

20-03-2020 14:47

Den fynske salgsstald Hesselhøj Heste solgte tidligere på ugen en hest via en annonce på Ridehesten.com, hvor hesten blev annonceret til salg for højeste bud på et givent tidspunkt

Copyright Ridehesten.com
Frenderups Alonso. Foto: Privat.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Hans Jørgen Hoeck fra Hesselhøj heste har flere gange prøvet at avertere en hest til salg på Ridehesten.com og samtidig opgive en deadline for salg, hvor hesten så er solgt for højeste bud – som på en auktion. Senest var det hesten Frenderups Alonso e. First Ampere/ Bøgegården Boney M, der blev salg til salg i prisklassen 30 - 50.000 kr. for højest bydende pr. tirsdag den 17. marts kl. 20. Hesten blev mod slutningen sat en prisklasse op.

– Det skal selvfølgelig være en hest, der passer til formålet, og det gjorde denne her, for det var en hest, som kvalitetsmæssigt lå noget over denne prisklasse, men samtidig havde lidt på røntgen. Vi havde hesten i ridning for avleren, der ønskede en hurtig afvikling, fortæller Hans Jørgen Hoeck og tilføjer:

– Det betyder selvfølgelig også, at det kun er for købere, som er klar lige nu. Normalt annoncerer vi sådan en hest 9-10 dage før den fastsatte salgsdag, og så har interesserede mulighed for at klarhed over status på røntgen og klinisk og se, om det er acceptabelt for dem. Med en hest som denne her, betød det, at folk så kom og så og prøvede en hest, der var bedre end forventet.

Man har før hørt, at man ikke kan ride på røntgenbillederne, men kun på hesten, og det motto var der flere, der agerede efter. I hvert fald var der god interesse for den 5-årige, meget velgående vallak og to timer inden salget lukkede, var der budt 61.000 kr., hvilket i en duel mellem tre interessenter gik op til en endelig pris på 75.000 kr.

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Jeg oplever, at det er sjovere for køberen at få det sidste bud i en duel og føle held og succes, frem for at føle skuffelse over, at man ikke fik afslag ved køb på staldgangen, fortæller Hans Jørgen Hoeck.


En bøn i corona-virvarret

Hans Jørgen Hoeck fortæller, at de hos Hesselhøj Heste også sælger meget til udlandske kunder, så de lukkede grænser og øvrige restriktioner giver noget stilstand lige nu. Han ræsonnerer sådan, at hans virksomhed forrige år tabte omkring en million kroner på hesteherpes, og den slags nedgange er man nødt til at budgettere med.

– Situationen lige nu er en meget større kastrastrofe for dem, der bliver lukket ned, så vi andre må bare køre lidt på halvt blus, siger han og tilføjer:

– Jeg vil gerne opfordre alle, der har råd, til at fortsætte med at betale deres kontingent mv. til rideklubberne, for ellers har vi ingen klubber på den anden side af krisen. Dem, der havde købt billet til Dansk Varmblods hingstekåring og valgte at blive hjemme, gik ganske vist glip af oplevelsen, men kan også vælge at støtte Dansk Varmblod ved selv at købe nye billetter næste år , tænker jeg, slutter Hans Jørgen Hoeck.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner