Mange danske placeringer i går

09-09-2022 11:13

Annika Knudsen Lorentsen

Ved gårsdagens internationale stævner opnåede de danske springryttere mange flotte placeringer, og en stor del af dem blev opnået i M-klasser eller højere

Copyright Ridehesten.com
Clara Hallundbæk med Noortje van het Houterhof. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

I denne uge er der rigtig mange danske springryttere afsted til internationale stævner og allerede i går, på stævnernes første konkurrencedag, blev det til mange placeringer. 

Ved det 4-stjernede stævne i belgiske Opglabbeek red Zascha Nygaard Andreasen sig til en 13. plads i en 150 cm rankingklasse. Det gjorde hun i sadlen på Lacalito 2 e. Legolas 88/ Cancara. Zascha blev ligeledes placeret i en klasse for ungheste med Stanley e. Stakkato/ Calido I. Ved samme stævne opnåede både Christina Henriksen og Anne-Charlotte Bøgh-Sørensen placeringer i nogle af de mindre klasser. 

Ved stævnet i tyske Paderborn red Camilla Kruse-Rasmussen sig til en femteplads i en 135 cm klasse i sadlen på Gulliver 158 e. Grasco/ Monte Carlo I. 

Flere danske resultater i Samorin
Ved stævnet i slovakiske Samorin er flere danskere til start. I går red Clara Hallundbæk sig til placering i både en 120, en 130, en 135 og en 140 cm-klasse. I 140 cm-klassen blev hun nr. 10 med Noortje van het Houterhof e. Emerald van't Ruytershof/ Orlando. I samme klasse blev Emil Hallundbæk nr. 12 med Irwin e. Kannan/ Paladin des Ifs. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Gabrielle Strigel sikrede sig to placeringer i nogle af de mindre klasser, mens Pernille Moos Tribler blev nr. 3 i en 130 cm-klasse for 7-års heste i sadlen på Zucchero e. VDL Zirocco Blue/ Querlybet Hero (opdr. Aino Moos Horses). 

Sofie Højris sikrede sig en topplacering i den 110 cm-høje ponyklasse. Det gjorde hun i sadlen på Caherview Paddy e. Castleside Carrick/ Tulira Finn Mac Cool. Ekvipagen blev nr. 2 efter et fejlfrit ridt. 

Sidst men ikke mindst sikrede Mathias Nørheden sig i går en placering ved stævnet i tyske Ising Am Chiemsee med Estrada e. Quick Fire. De blev nr. 7 i en 130 cm-klasse. 

Dagens klasser er allerede i fuld gang, og her er der igen mange danskere til start.

Start- og resultatlister.

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen