Camilla Tiefensee Schrøder
World Cup Herning indtager Jyske Bank Boxen i efterårsferien (17. – 21. oktober), og hvis du kun kan komme til Boxen en enkelt dag, er lørdagen det rigtige valg for en totaloplevelse. For at sikre, at alle dressurelskere kan få toppen af poppen med, har World Cup Herning ændret lørdagsprogrammet, så den stjernespækkede Grand Prix Special først starter kl. 10. Det skriver Dansk Ride Forbund.
Selve World Cup-Grand Prixen ligger lørdag eftermiddag fra klokken 13, hvor der varmes op til søndagens kür-finale.
Se programmet.
Topkamp i World Cup dressur
I World Cup-klassen er der lagt op til topkamp, og muligheden for endnu en dansk hjemmesejr i Boxen er absolut til stede. VM-aktuelle Daniel Bachmann Andersen på Blue Hors Zack og Betina Jæger på Manestream Belstaff, OL-rytterne Agnete Kirk Thinggaard og Anna Kasprzak på hhv. OL-hesten Orthilia og WC-debutanten Rock Star samt den kun 20-årige Victoria Vallentin på Ludwig Der Sonnenkönig er klar til at tage kampen op mod verdensstjerner som blandt andre den tyske OL-rytter Helen Langehanenberg på superhingsten Damsey, den tidligere World Cup-vinder Adeline Conelissen fra Holland, Australiens OL- og VM-rytter Kristy Oatley, legendariske Richard Davison fra Storbritannien (4 x OL), den svenske toprytter Tinne Vilhelmson Silfven og mange flere.
Dufour til start i stjernespækket dressur
Sidste års World Cup-vinder fra Herning, Cathrine Dufour, er klar til at begejstre publikum i Boxen igen. I år er hun til start i den store 3-stjernede dressur med sin upcoming stjerne, Bohemian, som trods sine kun 8 år allerede har vist imponerende styrke i de sværeste dressurklasser. Men sejren er på ingen måde givet for Danmarks stærkeste dressurrytter, for hun og Bo (Bohemian) er oppe mod modstandere som landsholdskollegaen Daniel Bachmann Andersen på Blue Hors Don Olymbrio, samt hollandske Adelinde Cornelissen, tyskerne Kathleen Keller og Helen Langenhagenberg, samt den svenske VM- og OL-rytter Juliette Ramel.
Lørdagen slutter med et brag af en fest
Lørdag aften bliver en fest. Her kombineres dagens spændende konkurrenceprogram med den store Grand Prix-springning og Brogaarden Show Night i Jyske Bank Boxen. Aftenen byder på et væld af festlige indslag – masser af fart og bevægelse, musik og sjov. Blandt andet kan man opleve den danske R&B-sangerinde Ericka Jane med hits som ”Favorite Lie” og ”Bad like you”, og så vil franske Clémence Faivre, som er Haute Ecole-træner (højere klassisk dressur) og specialist i frihedsarbejde, sammen med sine heste forbløffe publikum med sit nye show, "Fuego".
Børn og ponyer i fuld firspring
Lørdagen byder også på den internationale springturnering FEI Ponies Trophy, som er en europæisk turnering på højeste niveau med tre kvalifikationer (1. kval. i Danmark, 2. kval. i Frankrig og 3. kval. i Tyskland) og en finale i Mechelen i Belgien til december. Kun fem danske ryttere får muligheden for at springe kvalifikationen i Herning, og vi krydser fingre for, at Maria Langhoff (Horsens), Isabel Vang Hvitved (Birkerød), Anna Sofie Tørnæs (Holstebro), Josefine Sandgaard (Herning) og Lærke Godsk (Broby) og deres ponyer giver publikum en på opleveren og dansk succes i Jyske Bank Boxen.
Få det hele med
Billetsalget er i fuld gang, og vil du sikre dig den fulde oplevelse med topsport, auktion, show og musik kan du for kun 750,- kr. købe et partout-armbånd til fredag, lørdag og søndag. Kan du kun komme til Jyske Bank Boxen en enkelt dag, er det også muligt at købe endagsbilletter. Se mere her.
Gratis entre til messen
I Hal M i MCH Messecenter Herning kan man også finde ”World Cup-messen – alt til hest og rytter”, hvor der er 70 stande med et væld af nyheder og gode tilbud. Udstillerne medbringer et bredt felt af produkter lige fra foder og staldinventar til tøj og hestetrailere. Der er gratis adgang alle dage til Hal M, hvor der ud over salgsmessen med spændende stande også findes en ridebane, hvor du også kan opleve forskellige springklasser op til 140 cm, juniorspringning og dressur på højt plan.
Facts