Løsspringning i særklasse

07-03-2014 09:11

Bodil Nyholm Sørensen

Avl

Dansk Varmblods Hingstekåring 2014 | Det er et erfarent team af hjælpere, som styrer de unge hingste til kåring gennem løsspringningen, og det gav en særdeles seværdig start på dagen
 

Kollektionen af 3-årige springhingste til kåring i år er lille, men eksklussiv. Og publikum fik lejlighed til at vise deres begejstring flere gange inde i Skagen Fondene Arena her til morgen, for hingstene kvitterede for hjælpernes ro og overblik ved at springe med særdeles stor kvalitet.

Det var især de danskavlede springhingste som brillerede med sikker og meget overbevisende springning med generelt god teknik og løfter om stor kapacitet. Favorit Ask e. Diamant de Semilly har tre unghingste med i kollektionen og det er hingstens første kåringsårgang, og det tegner særdeles positivt.

Hjælperteamet inde på banen løste opgaven til topkarakter, og ved forhindringerne står også fire kapaciteter, alle fire beridere: Karsten Petersen, Kristian Skovrider, Bo K. Møller og Allan Bilgrav Christensen, det er dem som afgør, hvornår hingstene er klar til at gå ind i serien, og i samråd med avlsledelsens springansvarlig berider Johnny Hansen afgør, hvor højt hingstne skal springe.

- Det er tredje gang vi samarbejde om løsspringningen af hingstene i år, fortæller Kristian Skovrider, og han var meget tilfreds med afviklingen af løsspringningen. - Vi skal gøre det så optimalt for hingstene som muligt, og det syntes jeg lykkedes, og så fik vi set, at der faktisk er flere rigtig fine springhingsten i kollektionen i år, fortsatte han.

Springhingstene er nu gået i deres bokse i stalden for at hvile lidt ud, inden de igen skal under bedømmelse i longering over middag i dag. Afgørelsen om adgang til materialprøve træffes i morgen middag, mens vi må vente til søndag for at finde ud af, hvilken af de springbetonede hingste avlsledelsen har sat på fløjpladsen.

Trine Askjær-Jørgensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen