Lorenzo skadet

08-11-2017 11:17

Camilla Tiefensee Schrøder

Charlotte Jorsts nyerhvervede superstjerne Lorenzo er sat ud af træning i mindst seks måneder

Copyright Ridehesten.com
Lorenzo. Foto: Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

(Opdateret d. 9. nov.)

Det er kun et halvt år siden, den dansk-amerikanske dressurrytter Charlotte Jorst købte den 12-årige vallak Lorenzo e. Lord Loxley/Rubin Royal (opdr. Martin Niedermair), men nu er hesten meldt ude af spil de næste seks måneder på grund af en skade. Det skriver onlinemediet Eurodressage.com.

Charlotte Jorst oplyser til Ridehesten.com, at der er tale om en gaffelbåndsskade på den ene gren.

Jorst købte Lorenzo i maj 2017 af Kirsten og Jorn Elkjær-Holm, og der var store forventninger til den røde vallak, som bl.a. tidligere har opnået en femteplads ved OL i Rio med Severo Jurado Lopez fra Helgstrand Dressage i sadlen.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Det nye makkerpar, Charlotte og Lorenzo, skulle ifølge Eurodressage have haft deres debut ved CDN Del Mar Halloween Spooktacular i begyndelsen af oktober, men her blev hesten trukket ud af konkurrencen i sidste øjeblik pga. en reaktion på et insektbid. Og i slutningen af oktober blev den diagnosticeret med den aktuelle skade, som forhindrer den i at starte stævner i månedsvis.

– Jeg ville ønske, jeg kunne tage det pænt, men helt ærligt så er jeg bare så skuffet og fortvivlet over det. Men som jeg altid siger: Når en dør lukkes i, så er der altid en anden, der åbner. Jeg vil rette blikket mod den åbne dør, har Jorst udtalt til Eurodressage.

Heldigvis har Charlotte flere jern i ilden - blandt andet hendes nummer 1 Grand Prix-hest Nintendo e. Negro/Monaco og hendes anden Grand Prix-hest og den 15-årige Dansk Varmblod Akeem Foldager e. Akinos/Loran (opdr. Louise Høgh). Og så arbejder hun på at bringe den 8-årige Ray Dance e. Rockwell/Van The Man til Grand Prix-niveau.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner