Lone og Lisbet i ilden i Stuttgart

19-11-2011 10:20

Signe Wiese

Både Lone Jørgensen og Lisbet Seierskilde red her til morgen deres første klasse ved CDI5* i Stuttgart - begge ryttere er klar til søndagens Grand Prix Speciale

Med navne som Isabelle Werth, Nadine Capellmann, Hubertus Schmidt og Victoria Max-Theurer på startlisten, var det en godt besat Grand Prix-klasse, der startede i Stuttgart kl. 8 her til morgen. Lone Jørgensen og den 9-årige De Niro-søn FBW De Vito var den første af de to danske ekvipager, der red på banen her til morgen, og med en score på den gode side af de 70% - 70,532% for at være mere præcis - placerede ekvipagen sig som nr. 8 i klassen. Lisbet Seierskilde og den hjemmeavlede Jonstrupgården Raneur e. Ragazzo formåede ikke helt at holde de flotte procenter fra sidste weekends stævne og scorede 66,277%, hvilket rakte til en 13. plads i klassen. Klassen havde yderligere dansk islæt i form af Smeyers Molberg (tidl. Atterupgaards Molberg) e. Michellino, der med sin schweizisk rytter Marcela Krinke Susmelj scorede 68,787%, hvilket rakte til en 10. plads. Klassen blev komfortabelt vundet af Isabell Werth og El Santo med 76,787%, mens Victoria Max-Theurer og Augustin blev 2'er med 74,426%. Alle 15 startende ekvipager er klar til morgendagens Grand Prix Speciale, der starter kl. 10.

Thomas Bach Jensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Thomas Bach Jensen