– Lillejuleaften er altid helt speciel

14-12-2024 17:38

VIDEO: De juleglade tilskuere fandt på plads imens Mini Grand Prix, Guldtur Finale, så småt gik i gang. En gruppespringning af ni grupper, hvoraf den bedste fra hver gruppe, gik videre til omspringningen og kampen om den endelige sejr

Copyright Ridehesten.com
Konstantin Deeken Künnemann løb med sejren i Guldtur finalen. Foto: Ridehesten.com/ Aviaja Vindum Hansen

Med næsten fyldte tribuner blev lørdagens Guldtur finale, der gik i Mini Grand Prix 140 cm, afviklet ved Danish Christmas Show. 42 dygtige ekvipager havde kvalificeret sig til finalen, der gik i en gruppespringning. Her var ni grupper med fire til fem ekvipager i hver. Bedste ekvipage fra hver gruppe gik videre til omspringningen, ligesom to "lucky loosers" også gjorde. De to lucky loosers var de to ekvipager, der klarede sig næstbedst efter gruppevinderne.

Det var ikke mange fejlfrie runder, vi fik at se i hovedrunden. Flere af rytterne havde tidsfejl og bomme rundt på den udfordrende bane. Konstantin Deeken Künnemann og Kandahar e. Kannan/ Calido I var den første af de 42 ekvipager, der formåede at klare sig igennem fejlfrit. I samme gruppe som ham fik vi klassens anden fejlfrie runde at se. Denne gang leveret af Signe Voldgaard Hansen i sadlen på Clever Cash Z e. Clinto Z/ Ziwago. Dog var Künnemann den hurtigste af de to, og derfor vandt han altså deres gruppe, mens Signe måtte se sig tilfreds med at være én af de to lucky loosers. Klassens sidste rytter, Jacob Theodor Schmidt, sikrede sig i sadlen på Bøgegården Gladiola e. Bøgegården's Graf's Stakatto/ Bøgegårdens Apollo, en suveræn fejlfri runde og dermed blev han altså vinder af sin gruppe, mens de to lucky loosers blev Pernille Fabricius Tange og Signe Voldgaard Hansen. 

Copyright Ridehesten.com
Signe Voldgaard Hansen og Clever Cash Z. Foto: Ridehesten.com/ Aviaja Vindum Hansen

Efter den udfordrende hovedrunde på 12 forhindringer, hvor kun tre ekvipager klarede sig igennem fejlfrit, var de 11 ekvipager, der havde kvalificeret sig til omspringningen fundet. Dermed var det altså blevet tid til, at de bedste fra hver gruppe skulle kæmpe om den endelige sejr. Dog blev de 11 ekvipager hurtigt til ti, da Rikke Haastrup Kristensen valgte at trække Engerupgaards Cashett e. Click And Cash/ Coronado fra omspringningen. Først ud af de 11 var den ene lucky looser, Pernille Fabricius Tange i sadlen på Little Limbo e. Comme Il Faut Plaus/ Casilius (opdr. Charlotte Korfitz). Et flot udlæg af Pernille, der desværre endte med en enkelt bom. 

Den bedste af de to lucky loosers, Signe Voldgaard Hansen, skulle ud i omspringningen som anden rytter. Med sine 0 fejl fra hovedrunden havde hun altså et rigtig godt udgangspunkt. Signe og Clever Cash Z red en overskudsagtig omspringning, hvor de fløj over målstregen fejlfrit i tiden 40,64 sekunder og samlet nul fejl. Dermed var Signe og Clever Cash Z klart i front og som minimum sikret en top tre placering, idet kun tre ryttere formåede at ride fejlfrit i hovedrunden. 

Konstantin Deeken Künnemann og Kandahar skulle ud i omspringningen som start nummer otte. Med sine nul fejl fra hovedrunden var opgaven klar. Han skulle sikre sig en fejlfri runde i en hurtigere tid end Signes. Det klarede han meget sikkert, da han tog over 3,5 sekunder af Signes tid. Med en fejlfri runde og en meget velspringende Kandahar sikrede Konstantin sig nu en foreløbig førerposition i tiden 37,06 sekunder. Det lagde altså maksimalt pres på sidste fejlfrie rytter, Jacob Theodor Schmidt. For at vinde skulle han ride fejlfrit og slå Konstantins suveræne tid. 

Copyright Ridehesten.com
Konstantin Deeken Künnemann og Kandahar. Foto: Ridehesten.com/ Aviaja Vindum Hansen

Jacob Theodor Schmidt og Bøgegården Gladiola red sidst ud i omspringningen, hvor der blev helt stille på tilskuerpladserne. Spændingsniveauet steg, da Jacob red mod første forhindring. Blev det ham eller Konstantin, der skulle tage sejren? Jacob gjorde alt hvad kan overhovedet kunne, men i dag var det ikke helt nok til at slå Konstantin, og dermed blev det en flot andenplads til det meget velridende par. 

Dermed blev det sejr til Konstantin Deeken Künnemann og Kandahar, andenpladsen gik til Jacob Theodor Schmidt og Bøgegården Gladiola, mens tredjepladsen gik til den ene lucky looser, Signe Voldgaard Hansen på Clever Cash Z. 

Copyright Ridehesten.com
Jacob Theodor Schmidt og Bøgegården Gladiola. Foto: Ridehesten.com/ Aviaja Vindum Hansen

I videoen herunder kan du høre, hvad klassens vinder synes om sværhedsgraden og stemningen under klassen:

Klassens resultat.
Stævnets start- og resultatliste.

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen