Laumann går efter flere medaljer

03-08-2009 09:30

Grethe Næsby

Den flotte indsats ved weekendens EM i voltigering fostrer flere og større ambitioner hos den dygtige dansker. Læs her interviewet med Rikke Laumann

26-årige Rikke Laumann gik efter en medalje ved årets EM, men efter en længere genoptræningsperiode var der alligevel spænding om, hvorvidt hun ville ramme topformen ved EM. Rikke havde en lidt hård start, og var efter de to første runder i tæt kampløb med den østrigske voltigør Steffi Kowald, som lå på tredjepladsen. Efter en rigtig flot præstation af Rikke i tredje runde, avancerede hun en plads op, med en føring over Steffi Kowald på 0,003 point. I finalen søndag lavede Rikke en utrolig flot kür, hvilket sikrede hende en plads på medaljeskamlen. - Jeg vidste fra start, at det ville blive en meget tæt konkurrence om de 3 bedste placeringer, og jeg er ovenud lykkelig for dagens resultat. Min sidste kür (søndag) kunne jeg simpelthen ikke have udført bedre, og det giver virkelig blod på tanden forud for næste sæson, fortæller Rikke Laumann og understreger samtidig, at hun ikke var alene om sejren: - Min longefører Betina Gaardsmand Nielsen gjorde virkelig et godt stykke arbejde og har uden den mindste tvivl en stor del af sejren. Mit næste mål er World Equistrian Games (WEG) i Kentucky næste år, hvor jeg ligeledes går efter medalje. Det afhænger dog af om der er økonomisk mulighed for det, da vi over vinteren skal finde en del sponsorpenge, slutter Laumann. EM i Malmø var det sidste stævne, Rikke skulle stille op på hesten Milano. Efter 9 års tæt samarbejde er tiden inde til, at 20-årige Milano får sig en mere rolig hverdag. Sammen er Rikke og Milano et af Danmarks mest vindende par inden for voltigering gennem tiderne. Rikke Laumann vandt for nyligt titlen som dansk mester. Her vandt Marianne Tovborg sølv. Marianne fik en sikker finaleplads efter to flotte præstationer torsdag og fredag med en samlet placering som nr. 9 ud af 31. Marianne endte på en samlet 14. plads, men er tilfreds med resultatet, som hun dog understreger skal forbedres næste år.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner