Bodil Nyholm Sørensen
Nedtællingen til den dobbelte World Cup-finale i dressur og springning i Thomas & Mack Center i Las Vegas er nu på vej ind i sin sidste fase. Rytterne kæmper om at få en plads blandt de 45 springryttere, som får adgang til finalen og de ca. 20 dressurryttere, der får plads i Las Vegas. Otte ryttere fra den vesteuropæiske dressurliga får plads i Las Vegas og i skrivende stund ligger Andreas Helgstrand på en 10. plads med 32 point. Fiona Bigwood er i øjeblikket placeret på ottendepladsen med 34 point, så det er blot få point der p.t. er afgørende for, om rytterne når finalen eller ej. Det er den tidligere europæiske mester, tyske Christian Ahlmann, der fører den vesteuropæiske liga med 78 point. Desværre ser det p.t. ikke ud til at vi får dansk deltagelse på springbanen, for Linnea Ericsson og Thomas Velin er placeret på plads 39 og 40 mens Tina Lund ligger på plads 62. Der er bud efter billetterne til arrangementet. I efteråret blev partoutkortene frigivet, og i midten af januar blev det så muligt at købe billetter til enkelte dage. Sidste gang Las Vegas var vært for en dobbelt finale var i 2005, hvor flere end 90.000 tilskuere overværede klasserne. Størst interesse var der for dressurklasserne. Finalen finder sted fra den 18. til 22. april med dressurfinale lørdag aften og springfinale søndag middag.