Britt Carlsen
- Det bliver da mega spændende, bekræfter Agnete Kirk Thinggaard på spørgsmålet om den kommende World Cup finale i Las Vegas, som hun har kvalificeret sig til at deltage i gennem World Cup sæsonen. - Det er rigtig fedt, og dejligt, at det endte der, hvor det gjorde, lige som jeg havde håbet på gennem hele sæsonen, fortsætter hun. Som hun fortæller, har World Cup Finalen været "et vildt mål, som jeg ikke har turdet sige højt".
På vingerne mod Las Vegas
Jojo flyver om natten mellem den 10. og 11. april fra Amsterdam og direkte til Las Vegas. Transporten kommer til at tage 10-12 timer, og selvom Jojo's egen groom ikke må være ombord, så er der både grooms og dyrlæger med på flyveturen for at passe og holde øje med hestene. - Jojo er så nem at rejse med, og han er altid rolig i transporten, så jeg regner med at han også klare flyveturen godt.
Jojo's groom flyver bagefter ham, så hun er klar til at tage imod ham, når han går ind i karantænestalden, hvor han skal opholde sig i to dag. De to dage må han ikke rides, og rytterne må ikke komme i stalden. Det er hestepasserne, som skal tage sig af hestene, gå ture med dem ol. Agnete følger efter hesten og forventer at ankomme til Las Vegas den 13. om morgnen, det er den første dag rytterne må ride. Det betyder, at de kan træne mandag til onsdag og torsdag går det løs med Grand Prix-klassen som kvalificerer ind til lørdagens kürfinale.
Operation med komplikation
- Jeg blev selv opereret for en mindre ting for halvanden måned siden, men der stødte komplikationer til, så jeg er først lige kommet igang med at ride igen for alvor. Min træner Michael Stevn har holdt Jojo igang så han er i topform, nu er det bare mig der skal komme i form, men det skal nok gå. Det var også derfor vi ikke startede i Göteborg, fortæller Agnete.
Det er ikke første gang hun tager til spillebyen Las Vegas, hun og Claus har været der for år tilbage på ferie, og så rejste hun med sine forældre til Las Vegas, da Andreas Helgstrand og Blue Hors Matine, skulle gå finalen. Det kom desværre ikke til at ske, da Matine væltede på asfalten foran stalden op pådrog sig en skaden, som siden blev årsagen til, at hun måtte pensioneres fra sporten.
- Den gang sad sig inde i den store hal og kiggede ned på banen og tænkte: - tænk at ride der! og nu er det virkelighed. Jeg ved, at der er en super stemning og publikum klapper inde i programmet, det må de meget genrne - World Cup finalen skal også være en fest!
Vi vil gøre vores bedste
- Vi vil gøre vores bedste i Las Vegas, men konkurrencen er skrap. Hele sæsonen har været en sjov proces for mig, for hver gang har jeg set på startlisten og tænkt "oh shit", bare jeg går videre til küren, men hver gang er det gået godt. Derfor er jeg ikke så skræmt, ikke fordi jeg tror træerne vokser ind i himlen, men måske hører jeg nu til der. Kan jeg leve op til de resultater jeg har haft igennem sæsonen, så bliver jeg rigtig glad for en top ti placering, og især set i lyset af den forberedelse jeg har haft.
Agnete kommer ikke alene til Las Vegas hele familien er med hende, og så tager hun sin datter Laura med, for hun fylder ni år på dagen for Grand Prix konkurrencen, så naturligvis skal hun fejres, og sikke et sted - i Las Vegas og World Cup finalen.