Astrid Ø. Sørensen
Otte danske springryttere er denne weekend taget til Neustadt Dosse i Tyskland for at ride årets første internationale stævne. I lørdagens højeste klasse, CSI2* Preis der Deutschen Kreditbank AGC, hvor der var mulighed for at indsamle point til Longines FEI verdensranglisten, ventede en udfordrende bane på 145 cm. Her løb danske Lars Bak Andersen med sejren på den 12-årige hannoveraner Chaccball e. Chacco-Blue/ Baloubet du Rouet.
Ud af klassens 50 starter var den danske ekvipage én blandt fem dobbelte fejlfrie. I omspringningen blev uret stoppet på 34,49 sekunder, og det kunne ingen slå, omend klassens nummer to, tyske Ulf Ebel, var særdeles tæt på med tiden 34,53 sekunder.
Chaccball er egentligt ejet af Lars' elev Caroline Rehoff Pedersen, der siden starten af 2024 har startet stævner på op til 160 cm på vallakken, men denne gang var det med Lars i sadlen, at Chaccball entrerede den internationale arena. Caroline har netop købt Lars' Grand Prix-hest Golden Eye e. Goldfever Z/ Stakkato Gold, og da han derfor selv stod uden nogen heste til de store klasser, indgik han og Caroline en aftale, forklarer Lars, der fortæller følgende:
– Jeg har først lige overtaget tøjlerne på Chaccball for 10 dage siden. Jeg skal ride ham til indendørs stævner det næste stykke tid, inden Caroline igen skal ride ham om nogle måneder. Dermed kan Caroline og jeg sammen tage til stævner med mig som ridende træner, så det er en super aftale og en win-win situation for os begge, lyder det fra Lars, der udtrykker begejstring over lørdagens sejr:
– Turen lørdag gik fantastisk. Jeg tog et par mindre opvarmningsklasser torsdag og fredag, hvor vi fik et par tidsfejl, og jeg lærte ham bedre at kende. Det er selvfølgelig kort tid at ride en hest før stævnedebut, men jeg har en del rutine efterhånden, og så har jeg jo hjulpet Caroline med Chaccball gennem det seneste år, så han er ikke helt ukendt for mig. Derudover er han en topforsigtig hest med stor kvalitet, så hvis man finder den gode rytme, så gør han sit job, fortæller Lars på vej hjem i bilen sent lørdag aften. – Hjemturen går hurtigt, når man har fået sådan en sejr, siger den erfarne danske springrytter, der foruden æren kan tage hjem med stævnets største præmiesum på 10.990 euro, svarende til lidt over 80.000 danske kroner.
Lars planlægger flere indendørs stævner på Chaccball og har bl.a. de to 3-stjernede stævner i Neuünster og til Hingstekåringen i Herning på sigtekornet, men da samarbejdet er så nyt, er intet helt fastlagt.
Også danske Christian Jansen var til start i lørdagens 145 cm-klasse, hvor han efter en fejlfri hovedrunde og en enkelt bom i omspringningen besatte 6. pladsen. Det gjorde han på den danskopdrættede- og ejede Stenvangs Daiquiri e. Catoo/ Clarimo (opdr. Theresa Dueholm Petersen).
Se Lars Bak Andersen og Chaccballs lynhurtige omspringning her: