Caroline har fem heste til start

29-02-2024 06:32

U25-rytter Caroline Rehoff Pedersen har fem springheste med til Dansk Varmblods hingstekåring – fire i de internationale klasser og en i Unghestechampionatet

Copyright Ridehesten.com
Caroline Rehoff Pedersen og Chaccieny ved Dansk Varmblods Hingstekåring 2023. Foto: Ridehesten.com/Maria Mortensen

2023 var et fantastisk år for 22-årige Caroline Rehoff Pedersen. Den unge springrytter, som trænes af Lars Bak Andersen tog en chance og startede Calvin e. Castelan i den traditionsrige Hamburg Derby. Helt sensationelt var hun fejlfri og sluttede på andepladen efter en nervepirrende omspringning. Det var et resultat, som også gav genlyd internationalt. Herhjemme udløste det, sammen med Carolines mange flotte resultater og stor stabilitet i ungdomsrækken, en nominering som ”Årets Fund” der er Danmarks ældste idrætspris. Nomineringen blev begrundet, således: Caroline Rehoff Pedersen (22 år). I springsport tager det normalt mange år at udvikle sig fra ungrytter (U21) til at kunne klare sig på internationalt seniorniveau. Caroline Rehoff Pedersen har med rekordfart gennemgået denne udvikling, og i en alder af kun 22 år er hun allerede en anerkendt rytter på internationalt niveau, og hun leverede en helt unik præstation ved Hamburg Springderby 2023, hvor hun var fejlfri og endte på en andenplads i et meget stærkt felt af erfarne seniorryttere.

 Caroline fik ikke den pris, men i januar i år blev hun hædret med titlen: Folkebladets Årets Sportsnavn 2023 en pris indstiftet af Viborg Stifts Folkeblad. 

Det helt store højdepunkt for Carolines 2023-sæson, var dog den fejlfrie runde i Hamborg Springderby. Netop denne oplevelse har også ført til en særlig tatovering, kunne man i slutningen af året læse på ridehesten.com: 

– Der er ingen tvivl om, hvad der er min største oplevelse i år. Det er 100 procent Hamborg Springderby, og jeg har faktisk også fået lavet en tatovering til minde om det. Jeg var nr. 160 til at ride fejlfrit nogensinde i Hamborg Springderby, og det har jeg fået tatoveret på min fod. Det er en oplevelse, som jeg aldrig vil glemme, og jeg er ikke i tvivl om, at det har været mit højdepunkt i 2023.

Copyright Ridehesten.com
Caroline Rehoff Pedersen i Herning 2023. Foto: Ridehesten.com/Maria Mortensen

Glæder sig til stævnet i Herning
Sin unge alder til trods har landstræner Bo K. Møller sendt Caroline på store internationale opgaver ved bl.a. World Cup-stævner. Hun ser i høj grad frem til at skulle ride i Herning. Og der er heller ikke så langt at køre fra hjemmet i Viborg, med de fem heste, hun har til start.  

– Jeg kommer til at ride i alle tre haller i Herning, fortæller Caroline, det bliver lidt hektisk med fem heste i alt til start i CSI3* (Calvin e. Castelan, Chaccball e. Chacco-Blue), U25 (Cascon VA e. Cascadello), CSIYH (Action Man Akitta e. Action Man Ask Z), og Unghestechampionatet. 

– Jeg har redet til Hingstekåringen i Herning siden jeg var 16 år. Det er hjemmebane for mig, og jeg ser frem til hele stemningen, og de mange kolleger jeg møder.

Caroline lever at at ride, uddanne og sælge heste, og derfor er stævner også en del af Carolines ”arbejde”, men i Herning er det anderledes, her er det også et ”socialt” stævne, og det giver hende en mulighed for at få talt med sine sponsorer.

Selvfølgelig har Caroline fokus på sin ridning, også i Herning, men stævnet kan så meget mere, understreger hun. Og så fungerer staldene perfekt for hestene, de står godt i faste stalde. Men der bliver nok at se til for Caroline og det team hun har omkring sig. Hun forventer de flytter ind i Herning tirsdag aften eller onsdag morgen tidlig.

Copyright Ridehesten.com
Caroline og Tornado Rose DWB ved Egnethedstesten. Foto. Ridehesten.com/Kristine Bojsen

Købt for børneopsparing
Sidste år havde Caroline Action Man Akitta e. Action Man Ask Z/Espri (opdr. Aksel Rasmussen) til start i Unghestechampionatet, i år er hoppen med i klasserne for ungheste. Ved Egnethedstesten i region 7 sidste år blev Caroline nr. 3 med Tornado Rose DWB e. Todt Un Prince Ask/ Coronado (opdr. Kurt Kamuk), som hun ser frem til at ride i Dansk Hesteforsikrings Unghestechampionat i år. 

– Det er en god mulighed for at få så ung en hest ind på en stor arena, det er ikke mange steder, vi har den mulighed, indleder Caroline, da talen falder på hendes deltagelse i Unghestechampionatet og hun fortsætter: - Og så er det jo også sjovt, lige at få dem vurderet. Det er ikke sikkert, man kan bruge den vurdering på sigt, men det giver en her-og-nu beskrivelse af hesten, og det syntes jeg er meget sjovt.

Hvis Tornado Rose går i finalen, er det landsholdsrytter Andreas Schou, som er testrytter i år. 

Tornado Rose DWB købte Caroline på Dansk Varmblods Elitefølauktion, for sin børneopsparing, da hun blev 18 år. – Han betyder lidt ekstra for mig, han er min-min hest, fortæller hun med latter i stemmen. 

Copyright Ridehesten.com
Caroline og Action Man Akitta e. Action Man Ask Z/Espri ved Unghestechampionatet sidste år. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Et kæmpe talent
Landstræner Bo K. Møller beskriver Caroline som ”et kæmpe talent”. Hun sad på en hest første gang, da hun var 12 år. Og hun blev omgående bidt af springsporten, der helt falder i tråd med hendes frygtløse natur, og søgen efter et adrenalinkick. 

Det var faktisk som tilskuere ved hingstekåringen i 2015 at Caroline første gang formulerede et mål for sin sport, et mål om at kunne ride en 125 cm klasse. Det mål blev indfriet det følgende år, og siden er det gået stærkt. 

 Start- og resultatlister

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner