Landsholdet på vej til Nations Cup i Polen

12-06-2013 10:11

På fredag går det løs for det danske springlandshold, når de skal forsvare de danske farver ved den tredje kvalifikationsrunde i Furusiyya FEI Nations Cup 2013

Kvalifikationen springes ved det trestjernede CSIO-stævne i Sopot, Polen, og landsholdet består af Lars Bak Andersen, Karina Truelsen, Kim Henriksen og Torben Frandsen. Dertil rider Thomas Dressler og Carsten Ganderup individuelt ved stævnet, der afvikles i dagene fra torsdag den 13. – søndag den 16. juni. Nations Cuppen springes fredag fra kl. 14.30.

Første sæson med ny turneringsstruktur
Det er første gang, at Nations Cuppen afvikles efter en ny struktur, hvor alle er med fra start og har en chance for at gå hele vejen. Turneringen er inddelt i seks regionale ligaer, og Europa er inddelt i to divisioner, hvor Danmark starter i 2. division i 2013.

Fem stævner baner vej til finale
Fra starten af maj til slutningen af august skal rytterne på det danske springlandshold ride for kvalifikation til den endelige finale og oprykning til 1. division i Europa gennem fem kvalifikationsstævner. De fem stævner, som FEI har tildelt Danmark deltagelse i, fremgår nedenfor.

Turneringsprogram – 2. division af Furusiyya FEI Nations Cup 2013 (kursiv = dansk deltagelsen)
CSIO 4* Lummen (Belgien) den 2. maj - 5. maj                    
CSIO 4* Linz (Østrig) den 2. maj - 5. maj                     
CSIO 3* Drammen (Norge) den 9. maj - 12. maj                  
CSIO 3* København (Danmark) den 23. maj - 26. maj                 
CSIO 3* Lisabon (Portugal) den 6. juni - 9. juni                     
CSIO 3* Sopot (Polen) den 13. juni - 16. juni                  
CSIO 3* Budapest (Ungarn) den 11. juli - 14. juli                    
CSIO 3* Bratislava (Slovakiet) den 1. august - 4. august            
CSIO 5* Gijon (Spanien) den 28. august - 2. september  
CSIO 3* Arezzo (Italien) den 5. september - 8. september
CSIO 5* Kiev (Ukraine) den 12. september - 15. September

I østrigske Linz opnåede landsholdet en sjetteplads blandt elleve konkurrerende nationer. Holdet fra Schweiz satte sig på sejren foran holdene fra Australien og Tyskland, mens hjemmebaneholdet fra Østrig blev henvist til fjerdepladsen. Ved kvalifikationen København ved First Grand Prix sluttede Danmark på tredjepladsen efter Holland og Frankrig.

I den samlede foreløbige stilling ligger Danmark nummer fire, mens divisionen føres af Belgien efterfulgt af Sverige og Norge.

Koncept for Furusiyya FEI Nations Cup 2013
Nations Cup’en afvikles efter et helt nyt koncept, som FEI vedtog i 2012. Verden er inddelt i seks ligaer, hvor den europæiske liga er inddelt i 1. og 2. division. Her starter Danmark i 2. division, hvor 18 lande konkurrerer.

Hver nation i 2. division tildeles fem stævner, som er pointgivende for kvalifikation til den endelige finale i Furusiyya FEI Nations Cup samt oprykning til 1. division. De to bedste nationer i 2. division rykker op i 1. division og er samtidig kvalificeret til finalen, som afvikles i Barcelona. Det tredje bedste land i 2. division er også kvalificeret til finalen, hvor der er mulighed for oprykning til 1. division.

Nationer kan deltage i andre kvalifikationer, men det er kun de fem tildelte stævner, der er pointgivende i turneringen.

Kilde: Dansk Ride Forbund

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner