Kursus med Klaus Schöneich

10-06-2017 10:49

Den tyske træner og grundlægger af træningsmetoden Anatomisk Rigtig Ridning afholder kursus på Vallensbæk Ridecenter den 23.-25. juni

Copyright Ridehesten.com
Den tyske træner Klaus Schöneich gæster Vallensbæk Ridecenter den 23.-25. juni. Der er stadig enkelte ledige pladser. Foto: Privat.
Nyheden fortsætter efter annoncen

I weekenden den 23.-25. juni er Vallensbæk Ridecenter vært for et kursus med den tyske cheftræner fra Centrum for Anatomisk Rigtig Ridning i Tyskland, Klaus Schöneich. 

Klaus Schöneich er manden bag træningsmetoden ARR, Anatomisk Rigtig Ridning, der tager udgangspunkt i hestens biomekanik som flugtdyr og om hesten er ”højrehåndet” eller ”venstrehåndet”. Det, man ofte kalder for hestens naturlige skævhed eller hestens dominerende side. 

ARR er hverken en ny rideretning eller disciplin, men grundridning for alle discipliner fra hyggeridning til World Cup-niveau, der får det optimale ud af hestens kapacitet. 

Copyright Ridehesten.com
DV-hingsten Kermo’s White Talisman er en af de mange heste, der har haft god gavn af ARR-træningen. Hingsten er i dag 22 år og i fuldt vigør og ridning. Foto: Milena Häfeli.

Dansk hingst i succes med ARR
De sidste 30 år har Klaus Schöneich sammen med sin kone trænet og udviklet træningsformen, og de har haft mere end 6.000 heste i træning. 

En af dem er en dansk kending, nemlig varmblodshingsten Kermo’s White Talisman, der i en alder af 17 år blev sendt i træning hos Schöneich. Hingsten havde dengang store problemer og blev halt, hver gang den blev sat i arbejde, og ingen dyrlæge kunne finde årsagen. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Allerede efter få ugers  ARR-træning, viste Kermo’s White Talisman fremgang. Tolv uger senere kunne den komme hjem til sine nye, schweiziske ejere – stærk og sund og fuld af livsglæde. Kermo’s White Talisman bliver stadig trænet efter principperne i ARR og er i dag 22 år, i fin form og i arbejde. 

Træning i to moduler 
ARR-træningen foregår i to moduler, hvor det første modul er jordarbejdet i rotunde. Her lærer hesten at finde sin rette balance, så den kan gå på en volte uden at belaste kroppen. 

Når hesten har fundet den rette balance i rotunden (tager normalt 2-3 uger), kan ridningen begynde. Her lærer rytteren at tage arbejdet fra rotunde med op i sadlen og oplever nye dimensioner i ridningen – uanset disciplin. 

Enkelte ledige pladser på kurset 
Der er stadig en håndfuld ledige pladser på kurset – både som fuld pakke med hest (4 lektioner), som analyselektion, hvor Klaus Schöneich træner hesten i rotunde og giver sin analyse af hesten og dens eventuelle problem, og som tilskuer. Tilmelding er nødvendig. 

Læs mere om kurset og tilmeldingen på Facebook.

/Pressemeddelelse.

Copyright Ridehesten.com
Klaus Schöneich. Foto: Privat.
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner