Kommer Casmir til Hongkong?

16-07-2008 08:56
OL
Det er nu kendt, at de fem dansk varmblodsheste, der indtil videre er udtaget til OL i Hongkong er dressurhestene Mistral Højris og Lucky Star for England, Solos Carex for Sverige, Exquis Clearwater og Digby for Danmark. Måske bliver listen udvidet med Gredstedgaards Casmir...

Imorgen formiddag torsdag den 17. juli møder de danske heste til indsyning ved karantænestalden i Aachen, hvor der vil være karantæne og træningslejr frem til afrejsen til Kina, der finder sted den 26. juli. Rejsen til Kina foregår på et kombi-fly med plads til 17 heste således, at hestene og deres ryttere, hestepassere, trænere, holdledere mv. kan rejse på samme fly. Det er endnu uvidst hvilke andre nationer danskerne skal rejse sammen med fra Amsterdam lørdag den 26. juli. Igår tirsdag skrev Politiken om Andreas Helgstrands hestevalg op til OL: "Jeg er ikke 200 procent overbevist om, at Don Schufro er det rigtige valg", siger Andreas Helgstrand, selv om den 15-årige avlshingst var klart bedst ved både DM og forrige uges internationale dressurstævne i Aachen. "Don Schufros bundniveau er lavere, men hans topniveau er også højere. I gennemsnit er han klart bedst lige nu, men Casmir er mere spektakulær til nogle af øvelserne, men han er også ung og mindre sikker at ride rundt på banen. Schufro er lettere at ride, men Casmir gør det altså også rigtig godt for tiden", siger Andreas Helgstrand og får det til at lyde som et åbent spørgsmål. Valget er ikke kun Andreas Helgstrands. Landstræner Rudolph Zeilinger og Blue Hors-direktør Esben Møller har også været med i beslutningen, og landstræneren kalder det et "herligt luksusproblem" at have muligheden for at vælge mellem to så gode heste, men det gør ikke beslutningen mindre svær for Andreas Helgstrand. "For der er også en risiko ved at rejse så langt med en 15-årig hest, som Don Schufro jo er, og igen er der en risiko ved at rejse så langt med en 9-årig hest som Casmir. Han kan godt finde på at gå fra foderet, når han er ude at rejse, og han vil være presset efter to uger uden at have spist ordentligt", siger Andreas Helgstrand. "OL afgøres over tre klasser, og det er endnu en fordel for Don Schufro, fordi han er så øvelsessikker. Jeg går efter en fornuftig top 10-placering, og er du først der, ja så kan alt ske", siger Andreas Helgstrand. Kilde: Politiken

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner