Anna Pørtner
Det Internationale Rideforbund, FEI, afholdt tidligere på måneden deres årlige generalforsamling i Hongkong. Her blev mange spændende emner debatteret og vendt, ligesom der blev indført nye regler og tiltag. Ét af de store initiativer er lanceringen af det digitale hestepas, Equipass, som får officiel debut i 2026.
Med Equipass ønsker FEI at gøre det både sikrere og langt nemmere at håndtere alt omkring en hest, når det gælder identifikation, vaccinationer, sundhed, rejser og dokumentation. Det digitale pas skal ikke erstatte det fysiske, men fungere som et praktisk supplement, hvor alt er samlet ét sted.
Hvad betyder det i praksis?
For ryttere, grooms, dyrlæger og ejere betyder det, at man fremover kan finde alle oplysninger om en hest direkte på telefonen via appen - uden at skulle bladre rundt i papirer eller indtaste de samme data flere gange. Systemet henter nemlig selv oplysninger fra FEI's eksisterende databaser, så man ikke skal starte forfra hver gang.
FEI's veterinærdirektør, Göran Akerström, kalder Equipass en milepæl for hestesporten, fordi det både styrker sikkerheden og gør logistikken omkring rejser og stævner endnu mere overskuelig for både hestepassere, ryttere og dyrlæger.
En af de mest opsigtsvækkende nyheder ved Equipass er en ny funktion, hvor man kan scanne hestens mikrochip og samtidig måle dens temperatur. Det giver mulighed for hurtig identitetskontrol via appen og et ekstra værktøj til at opdage sygdomstegn tidligt - noget FEI mener kan få stor betydning for hestevelfærden.
Equipass rulles ud i faser
FEI begynder at indføre Equipass fra januar 2026. Herefter udrulles systemet i tre etaper:
Projektet er udviklet i samarbejde med World Organisation for Animal Health (WOAH) og skal i fremtiden gøre både rejser og registrering mere gennemsigtig, sikre og moderne.