Kom til finalen i Bundgaard Byg Cup

11-11-2017 15:52

Britt Carlsen

Hvis man ikke var en af de mange, som havde fundet vej til Blue Hors Dressurfestival og Bundgaard Byg Cup i dag, så skylder man sig selv at se finalen søndag, for igen i år er der høj kvalitet i den populære cup

Copyright Ridehesten.com
Vinder af Bundgaard Byg Cup Intermediaire Anna Kasprzak og Quarton.

15 ekvipager mødes i dag til Bundgaard Byg Cup finalen, som afvikles ved Blue Hors Dressurfestival. Rytterne er kvalificeret til finalen via kvalifikaitonsstævner over sommeren, og det betyder derfor, at kvaliteten blandt finalisterne var høj. Det var en stor fornøjelse at se de allerbedste kæmpe om topplaceringerne, og der var ikke råd til mange fejl i dagens Intermediaire I, hvor det hele blev afgjort mellem en håndfuld nuværende og tidligere landsholdsryttere.

EM-sølvvinder for hold Anna Kasprzak og imponerende Quarton e. Quaterback var igen helt umulig for konkurrenterne at komme forbi. Adskillige 8-taller og 8,5 for pirouetterne, der tæller dobbelt, satte værdifulde points på kontoen for Anna. Eneste lille mislyd i et ellers smukt og harmonisk program var det første changement i zig-zaggen hvor Quarton "tog selv". Ellers gik der et lille gisp gennem publikum, da han blafrede med sine forben i luften i øgningerne med afslub og smidighed. De opnåede 76,579%.

Copyright Ridehesten.com
Nanna Skodborg Merrald og Gørklintgårds Quarter Boy kom ind på andenpladsen.

Nanna Skodborg Merrald havde kvalificeret hele to heste til finalen, og med Gørklintgårds Quater Boy e. Quaterback (opdr. Jørgen Ravn) fik hun et bragende bifald, da hun hilste af efter et smukt, fejlfrit program, hvor hestens dejlige  gangarter og gode uddannelse rigtig kom til sin ret. De opnåede 74,605%.

Copyright Ridehesten.com
Carina Nevermann Torup og Grevens Sa'Va.

Carina Nevermann Torup og den herlige balletdanser, guldmedaljehoppen Grevens Sa'Va e. Blue Hors Soprano (opdr. Svend Skov Poulsen og Dorit Greve) scorede gode points gennem hele travprogrammet, hvor hoppen arbejder dejligt "op ad bakke" og smidigt under Carina. Desværre indløb der et par små skønhedsfejl i galopprogrammet, men de kom ind på en sikker tredjeplads med 72,895%.

Copyright Ridehesten.com
Daniel Bachmann Andersen og Blue Hors Veneziano.

Daniel Bachmann Andersen og avlshingsten Blue Hors Veneziano e. Vivaldi imponerede i kraft af hingstens udtryk og gode grundgangarter, hvor dens galop "op ad bakke" med stor rummelighed er en fornøjelse at følge. De så ud til at kunne presse kvinderne, men et kiks i den ene pirouette, der tæller dobbelt, koster dyrt, og de sluttede på fjerdepladsen med 72,018%.

Se resultatet HER

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner