Signe Wiese
EM er en stor sportslig begivenhed for Danmark, og Åben Rideklub er tænkt som en opfølgningsaktivitet, hvor interessen for EM bruges til at promovere forbundets klubber til alle interesserede, der er nysgerrige på ridesporten. Håbet er, at Åben Rideklub kan tiltrække interesserede børn og voksne, som kunne tænke sig at melde sig ind i klubberne, prøve kræfter med ridesporten og/eller deltage i klubbens aktiviteter.
Klubberne har været meget kreative og har sat flere forskellige aktiviteter på programmet. Der vil blandt andet være mulighed for ponyridning, køreture i hestevogn, prøve at strigle en hest, se opvisninger i dressur, spring, kvadrille og pas de deux. En enkelt rideklub afholder TREC-stævne, en anden har miniridelejr, og en tredje udbyder konkurrencer i springning på kæphest. Der vil også være mulighed for, at se hestefodbold og opvisning i mountain games og andre ponylege. I mange af rideklubberne vil der også være en repræsentant fra klubbens bestyrelse til stede, som kan fortælle mere om klubbens aktiviteter.
På Åben Rideklubs hjemmeside kan man få oplysninger om hvilke klubber, som deltager i arrangementet, og hvad der vil foregå af aktiviteter i klubberne.