Tonya Bille Nielsen
I Skåde Rideklub bliver livet som rytter og hest nu endnu bedre. Med donationen fra Købmand Herman Sallings Fond på 500.000 kr. ønsker klubben at forbedre forholdene for bl.a. de helt unge ryttere i klubben, da de udendørs baner istandsættes. Tillige betyder donationen, at hestevelfærden for vore heste forbedres grundet de nye ridebaner.
- Donationen skal gå til hjælp til renovering af vore udendørs baner – herunder en elev-bane, hvor alle vore børn og unge mennesker færdes på og med heste. Donationen muliggør, at sikkerheden for både rytter og hest kan forbedres markant grundet bedre rideunderlag, indhegning m.v. Faktorer, som vi har yderst stor fokus på, siger Mette Thomsen, formand for Skåde Rideklub.
Skåde Rideklub er smukt beliggende i den sydlige del af Højbjerg og viser med sit store medlemstal allerede i dag vigtigheden af at bevare og højne interessen for ridesporten – både på motions- og konkurrenceplan.
- Det er en kæmpe anerkendelse af vor rideskole og vort arbejde med bl.a. mange børn og unge mennesker, siger Mette Thomsen.
Skåde Rideklub
Skåde Rideklub, som har eksisteret i over 30 år, fungerer som et samlingspunkt for mange mennesker i lokalområdet. Der er medlemmer i alle aldersgrupper – fra 5 og op til 83 år - og med den store interesse for ridesporten i blandt beboerne i Århus, forventer man at gå en spændende tid i møde.
- Der er ingen tvivl om, at disse forbedringer vil tiltrække flere rideinteresserede til Skåde Rideskole, hvilket glæder klubben. Ridesporten bidrager desuden positivt til børns balance og motorik, og sporten binder mennesker sammen på tværs af alle aldre, siger Mette Thomsen.
Rideskolen er certificeret af Dansk Rideforbund med bl.a. certifikater i Elevskole og Sikkerhed, hvilket bl.a. indebærer, at klubben har opbindingspladser egnet til op- og afsadling af hestene, at udstyr til hestene er sikkerhedsmæssigt forsvarligt, børn skal bære ridehjelm ved omgang med hesten og desuden sikkerhedsvest under ridningen. - Donationen skal være med til at bidrage positivt til sikkerheden på banerne, siger Mette Thomsen.
- Denne flotte gave fra Købmand Herman Sallings Fond vil bestemt styrke både bevægelse, samvær og motion for hesteinteresserede på Skåde Rideklub, og vi forventer færdiggørelse af banerne foråret 2017, slutter Mette Thomsen.
/Pressemeddelelse.