Kom godt fra start-stævne hos Sønderborg

09-10-2025 12:13

På lørdag fyldes Sønderborg Sportsrideklub med smil og sommerfugle i maven, når årets kom godt fra start-stævne samler nye ryttere, stolte forældre og engagerede frivillige til en dag, hvor fællesskab og glæde er vigtigere end placeringer

Copyright Ridehesten.com
På lørdag åbner Sønderborg Sportsrideklub endnu en gang dørene til årets kom godt fra start-stævne. Foto: Privat

På lørdag, den 11. oktober, åbner Sønderborg Sportsrideklub endnu en gang dørene til deres populære efterårsstævne "Kom godt fra start". Et stævne, der de sidste fem år har givet nye ryttere en tryg og mindeværdig debut på stævnebanen. 

Det hele begyndte for fem år siden med et ønske om at skabe et stævne, hvor alle kunne være med - også de allermindste, som måske stod overfor deres første stævnestart nogensinde. I dag er konceptet vokset til et vaskeægte fællesskabsprojekt, som både ryttere, forældre og sponsorer bakker varmt op om. 

Hele ideen bag stævnet var, at vi ville have vores nye stævneryttere i gang med at ride stævner. Vi husker jo alle sammen den følelse, man havde til sit første stævne - sommerfuglene i maven, de tidlige morgener og spændingen over at få ponyen klar. Det er minder, man aldrig glemmer, fortæller medarrangør Gitte Deutschbein. 

Copyright Ridehesten.com
Alle aldre og niveauer er velkomne - og hvis der skulle være brug for hjælp, er det helt okay. Foto: Privat

Et stævne fyldt med smil, støtte og sammenhold
Stævnet er efterhånden blevet et fast højdepunkt i Sønderjylland, og klubben oplever år efter år en enorm opbakning fra både ryttere, forældre og lokale sponsorer. Første år deltog omkring 250 ekvipager, sidste år nåede de op på over 300 starter, og også i år er tilmeldingen overvældende, hvor klubben har været nødt til at lukke for flere tilmeldinger. 

Det er fantastisk at opleve, at noget, der begyndte som et lille lokalt initiativ, nu har udviklet sig til et forbillede for andre klubber. Dansk Ride Forbund har faktisk vist stor interesse og ønsker at brede konceptet ud i hele landet, fortæller Gitte Stolt. 

Kom godt fra start-stævnet handler ikke om at ride hurtigst eller højest, men om at skabe tryghed, oplevelser og glæde. Her er der plads til hjælp på banen, der bliver klappet, heppet og givet en hånd, hvis noget driller. 

Målet for dagen er ikke at få besøg af danmarksmesteren, men at se rigtig mange glade børn og voksne. Hvis man glemmer banen, hjælper vi. Hvis man bliver nervøs, må man gerne blive trukket. Alle skal have en succesoplevelse, og alle skal igennem banen, forklarer Gitte. 

Copyright Ridehesten.com
Formålet med stævnet er, at deltagerne skal få en god start på livet som stævnerytter. Foto: Privat

En hel landsdel står bag
Stævnet samler deltagere fra hele Sønderjylland - blandt andet takket være et tæt samarbejde med rideskoler og undervisere i naboklubberne. Derudover bakker en lang række lokale virksomheder trofast op om arrangementet. Siden 2020 har sponsorstøtte fra blandt andet Danfoss gjort det muligt at dele ud af flotte præmier, goodiebags og hele 1500 rosetter med teksten "Tak til Danfoss", som i dag pryder mange børneværelse rundt omkring i distrikt 8. 

Uden vores sponsorer og frivillige kunne det her slet ikke lade sig gøre. De er en kæmpe del af succesen, og det betyder meget for os, at hele lokalsamfundet står sammen om at skabe en dag fyldt med smil og gode oplevelser, siger Gitte. 

Sønderborg Sportsrideklubs vision med stævnet er klart: at afholde et brag af et stævne hvert år i efterårsferien - og at give børn og unge lysten til at fortsætte i ridesporten og få blod på tanden i forhold til at starte stævner. 

Vi håber at give vores unge ryttere noget at se frem til. At skabe glæde, fællesskab og ansvarsfølelse - og vise, hvad venskabet med en hest egentligt kan give, fortæller Gitte afslutningsvis. 

For i Sønderborg handler stævnedagen ikke kun om ridning, men om at give næste generation af ryttere den bedste start på et liv med heste. 

Copyright Ridehesten.com
Frivillige ildsjæle, lokalområdet og sponsorer gør det muligt at afvikle stævnet år efter år. Foto: Privat

Stævnets startlister. 

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen