Christmas Jump samler bredden

17-12-2023 13:54

Fredag og lørdag i denne weekend havde Hjallerup Rideklub inviteret til springstævne og julehygge til Christmas Jump-stævnet, som med årene er blevet en fast tradition. "Det her stævne, det kan noget andet", lyder det fra daglig leder i Hjallerup Rideklub, Anders Vestergaard Carlsen

Copyright Ridehesten.com
Der var mange starter til det populære stævne Christmas Jump i Hjallerup Rideklub. Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

Menuen stod på flæskesteg og risalamande i Hjallerup Rideklub denne weekend, der netop har afholdt det årlige Christmas Jump-stævne. Begge dage var der stor tilslutning i springklasserne for både heste og ponyer, og det blev til 170 starter for heste og 169 for ponyer. 

Stævnet er en ti år gammel tradition, som altid afvikles den sidste fredag før jul. Begivenheden har gradvist vokset sig større, og det er et tilløbsstykke for både ryttere og deres familier. For et par år siden valgte Hjallerup Rideklub at udvide stævnet med hesteklasser, og det har tilføjet endnu flere startende ryttere til det hyggelige julestævne. 

Anders Vestergaard Carlsen, der fungerer som daglig leder i Hjallerup Rideklub og derudover også er i bestyrelsen for DR-IF, fortæller om stævnet: 

– Konceptet er jo bare ”jul”. Det er fælles hygge i cafeteriet med flæskesteg og risalamande. I risalamanden gemmer de mandler, og den, der så er heldig at få en mandel, får en mandelgave. Og på samme måde får man for hver portion flæskesteg et lod med i bowlen, og så bliver der udtrukket gaver. Vi kalder det flæskestegslotteriet. 

Valgfri højde-klasser trækker nye ryttere til
For Anders er det i høj grad stemningen og mødet mellem ryttere på alle niveauer, der gør stævnet til noget særligt. Hjallerup Rideklub har valgt at udskrive en klasse, hvor rytterne selv kan vælge, hvilken højde de vil springe.  Fredag var der 100 startende ryttere i denne klasse. Anders mener, at netop sådan et initiativ kan være med til at få flere ryttere ud på stævnebanerne: 

Det vi snakkede om var, hvordan gør vi, så vi også får nogle af de her ryttere med, som kun rider små, lokale stævner og klubstævner. Hvordan kan vi få dem med ud, så vi får bredden i gang? Og her har de her valgfrie højde-klasser vist sig at være et rigtig godt redskab til lige nøjagtig det formål.

–  På den måde kommer de nye ud at stifte bekendtskab med de lidt større klubber og nogle af de andre ryttere, som de kan spejle sig i og lære af og få gode råd. Det er sådan noget, der er med til at løfte sporten frem.

Bredden er vigtig: "Alting skulle blive større, vildere og flottere"
Til stævnet valgte mange af de startende ryttere at blive og hygge sig i cafeteriet, selvom de havde redet deres klasse. I stedet for at køre hjem umiddelbart efter klassen, satte folk sig og snakkede – og gik amok i risalamanden for at få mandlen, tilføjer Anders. Af samme årsag var parkeringspladserne proppede. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Vi har slet ikke oplevelsen af, at folk har travlt med at komme hjem fra det her stævne. Det var lidt en øjenåbner: det der med at sidde og få en juleøl og lige sige ”dav” og ”hej” og få snakket. Det her stævne, det kan noget andet. 

Fællesskabet og samværet på tværs af bredden er noget af det, der skal gives plads, mener Anders. Det har for en tid været underprioriteret, men stævner som Christmas Jump kan være med til at fremme fællesskabet omkring sporten og den fælles passion for heste:

– Den der breddesnak, der kom, hvor alle var lige – det synes jeg, var fedt. Jeg tror, vi har glemt det, fordi alting skulle blive større, vildere og flottere. Og det der med egentlig at sætte folk ned omkring et bord, sætte en dåseøl frem og hygge sig med det, det er noget som lige som skal have lov til at vinde sig tilbage.

Stor opbakning 
Foruden et stort fremmøde af deltagere var opbakningen fra stævnets hjælpere også stor. Nogle gange kunne der endda næsten være for mange hjælpende hænder, beskriver Anders. På et tidspunkt stod der mere en ti hjælpere inden på banen, som næsten var for meget af det gode. Men kun med et stærkt team af hjælpende hænder, kan det lade sig gøre at bygge sådan et stævne.

Copyright Ridehesten.com
Der var mange hjælpende hænder til stævnet. Foto: Privat

Arrangementet har skabt mulighed for, at ryttere på alle niveauer kunne få plads på banerne. For Anders er der en vigtig pointe i, at man kommer ud og møder andre ryttere og stifter bekendtskab med andre, som man måske kan lære af. 

– Der var en klog berider, der sagde til mig, da jeg var barn: du skal altid vælge at stå i en stald, hvor der er nogen, der er bedre end dig selv. Fordi det er den eneste måde, du kan spejle dine egne evner. Ridesporten har jo haft lidt den modsatte tendens i en årrække. Det har været de store og de dygtige, og så har resten måske været lidt derhjemme og har gået og gemt sig lidt.

Derfor var der noget helt særligt ved at se, at rytterne mødtes på tværs af alder og niveau. For det handler om, at være fælles om hestene og sporten. Til sidst bemærker Anders: 

– Også nu, hvor sporten måske har været lidt under luppen: folk har altså heste, fordi de godt kan lide heste. De kan godt lide at være sammen omkring det.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner