Georgia Timmermann
Publikum skaber en helt særlig stemning i Hjallerup
Der er tilskuere hele vejen rundt, både ved opvarmningen og på den store arena, når der afholdes stævne under Hjallerup Marked. På opvarmningsbanen får rytterne ofte kommentarer med på vejen fra nysgerrige besøgende som: “Hvor er din hest smuk”. Det bringer glæde og stolthed hos rytterne, som gerne vil vise både sporten og deres heste frem.
Mange af tilskuerne har måske ikke stor erfaring med hestesport, men de er kommet for at mærke stemningen og komme tæt på hestene. Og rytterne tager varmt imod dem.
Yasmin Ålykke Rasmussen er kørt helt fra Fyn med sin søster og far med fem heste til Hjallerup-stævnet. Også Mette Asham Jensen rider til stævnet og med sig har hun Michelle Olesen, som har valgt bruge hendes fritid på at passe Mettes heste. Hør de unge ryttere og groom i videoen nedenfor fortælle, hvorfor de har valgt at bruge fire dage i Hjallerup, og hvorfor stævnet her er noget helt særligt. Mange kører i flere timer for at deltage netop her.
Cedergaard Sportsrideklub løb med sejren i Walber Cup-finalen, og publikum leverede en fantastisk stemning undervejs. Rytterne er dybt taknemmelige for den enorme indsats, som Hjallerup Rideklub hvert år lægger i at afvikle stævnet. Det kræver en stor flok frivillige ildsjæle – både før, under og efter stævnet. Vi optog nogle stemningsvideo af rytterne og deres heste. Se og lyt med nedenfor.
Der er mange stævneopgaver, som skal løses for de frivillige: Planlægning, koordinering, speakning, tidstagning, baneklargøring, oprydning og meget mere. På opvarmningen sørger frivillige for, at hestemøg bliver samlet op døgnet rundt, og på springbanen og i dommertårnet er der konstant aktivitet.
Ridehesten mødte en af de frivillige, dressurrytter Benedicte Smidt, da hun var ude at skridte tur. Hun fortalte, hvordan den frivillige ånd er med til at skabe fællesskabet:
– Vi hjælper hinanden. Hvis der mangler en til fodertjans, springer opstalderne ofte frivilligt til. Det gør sammenholdet stærkere og gør det lettere at finde folk, der vil hjælpe til arrangementerne, fortæller hun.