Thomas Bach Jensen
Borgere på tværs af Danmark har stillet forslaget vedrørende forvaltning af ulve i Danmark under navnet "Nej tak til fritgående ulve i Danmark" med startdato den 29. maj 2026.
Et borgerforslag på landsplan kræver 50.000 støttetilkendegivelser fra personer med stemmeret til folketingsvalget for at kunne fremsættes som et beslutningsforslag i Folketinget.
Støtten skal indsamles inden for en periode på 180 dage fra forslagets offentliggørelse, og det betyder, at slutdatoen for støttetilkendegivelser til dette forslag er den 25. november 2026.
Forslaget har efter 40 dage i skrivende stund opnået 22.819 støttetilkendegivelser. Du kan følge antallet af støtter på forslagets side.
Har du interesse i at vide mere om, hvad forslaget går ud på, kan du læse videre herunder. Nedenstående tekst er taget direkte fra borgerforslaget:
Forslag vedrørende forvaltning af ulve i Danmark
Ulve kræver store territorier – typisk 150–300 km² – og strejfer over endnu større områder. Dette er vanskeligt foreneligt med Danmarks høje befolkningstæthed og intensive arealanvendelse.
Ulve er omfattet af Rådets direktiv 92/43/EØF (habitatdirektivet), som indebærer streng beskyttelse. Efter direktivets artikel 16 kan der dog meddeles undtagelser, når der ikke findes andre tilfredsstillende løsninger, og når det er begrundet i væsentlige samfundshensyn, herunder hensynet til offentlig sikkerhed og forebyggelse af alvorlig skade.
Det er vurderingen, at Danmark ikke udgør et egnet levested for en levedygtig ulvebestand, henset til arealforhold, konflikt niveau og manglende sammenhængende habitater. Samtidig kan tilstedeværelsen medføre uforholdsmæssige byrder for borgere og erhverv.
Historisk er der gennemført regulering af større vildtarter for at sikre en rimelig balance mellem naturbeskyttelse og menneskelige interesser. Tilsvarende hensyn gør sig gældende for ulve.
Derfor foreslås det, at Folketinget pålægger regeringen:
Foranstaltninger skal ske under iagttagelse af proportionalitetsprincippet og gældende regler om dyrevelfærd.
I tilknytning til ovenstående iværksættes undersøgelse at det såkaldte "vildsvinehegn" langs den Dansk/Tyske grænse, til også at begrænse/forhindre ulve i at krydse grænsen. Denne løsning vil alt andet lige være betydeligt mindre omkostningskrævende ift. de mange tilskud til lokale ulvehegn.
Danmark er et af Europas tættest befolkede lande med et intensivt udnyttet landskab. Det gør landet fundamentalt uegnet som levested for store rovdyr som ulve. Naturforvaltning bør tage udgangspunkt i lokale forhold, og i Danmark er både areal, arealanvendelse og menneskelig aktivitet så dominerende, at forudsætningerne for sameksistens med store rovdyr er begrænsede.
For det første er der mangel på tilstrækkeligt store og sammenhængende naturområder. Ulve kræver store territorier – ofte flere hundrede km² – hvor de kan jage og leve relativt uforstyrret. Det danske landskab er derimod stærkt fragmenteret af landbrug, byer og infrastruktur. Denne opsplitning øger sandsynligheden for kontakt mellem ulve og mennesker og dermed risikoen for konflikter.
For det andet skaber ulve konkrete problemer for landbruget, især for heste-, fåre- og kvægholdere. Angreb på husdyr er veldokumenterede, og selv med hegn og erstatningsordninger medfører det økonomiske tab, øget arbejdspres og en generel usikkerhed for landmændene. I et højt specialiseret landbrug som det danske kan selv mindre forstyrrelser have relativt store konsekvenser.
Tiltag som ulvesikre hegn, der skal reducere disse konflikter, medfører samtidig nye udfordringer. Hegnene begrænser ikke kun ulvens bevægelser, men fungerer også som barrierer for andet vildt. Det hæmmer arters naturlige bevægelsesmønstre og fragmenterer levesteder yderligere. Konsekvensen kan være reduceret genetisk udveksling mellem bestande og dermed en langsigtet svækkelse af biodiversiteten.
Derudover påvirker ulvens tilstedeværelse dyreholderes adfærd. Mange ejere bliver mere tilbageholdende med at sætte dyr på græs – herunder får, kvæg, grise og heste – af frygt for angreb. Dette har ikke kun økonomiske konsekvenser, men også økologiske. Græssende husdyr spiller en central rolle i plejen af mange danske naturtyper, særligt lysåbne områder som enge, overdrev og heder. Hvis færre dyr sættes på græs, vil disse arealer gradvist gro til med buske og træer. Det ændrer lysforhold, plantesammensætning og levesteder for en lang række arter, hvilket kan føre til et fald i biodiversiteten. Ulvens indirekte effekt kan dermed være en forringelse af netop den natur, man ønsker at beskytte.
Et andet centralt argument er, at økosystemet i Danmark allerede er stærkt menneskestyret. Ulvens rolle som topprædator giver derfor ikke nødvendigvis samme økologiske gevinst som i mere urørte økosystemer, hvor naturlige dynamikker i højere grad får lov at udfolde sig. I Danmark reguleres vildtbestande allerede aktivt gennem jagt og forvaltning.
Endelig er der en samfundsmæssig tryghedsproblematik. Selvom ulve sjældent angriber mennesker, påvirker deres tilstedeværelse oplevelsen af sikkerhed – især i landområder. Det kan ændre menneskers adfærd i forhold til friluftsliv, børns færden og generel brug af naturen. Der er eksempler på ulve, der har opholdt sig tæt på beboelse og i enkelte tilfælde fulgt mennesker. Sådanne situationer skaber utryghed og kan begrænse menneskers bevægelsesfrihed i deres nærområde.
Konklusion:
Selvom ulven er en naturlig del af Europas fauna, er Danmark for lille, for tæt befolket og for intensivt udnyttet til at kunne rumme den uden betydelige konflikter. Kombinationen af fragmenteret natur, påvirkning af landbrug, barrierer for vildt, ændret arealpleje og oplevet utryghed betyder, at ulve ikke bør leve frit i Danmark.
Generelt er det vor opfattelse at ulven er bedst tjent med at leve i et "beskyttet miljø" i store nationalparker og egentlige reservater.
