Knabstrup kommer på verdenskortet

16-07-2007 08:07

Britt Carlsen

Når verdensmesterskabet i kørsel med pony afvikles i den kommende uge, udvides indbyggertallet betragtelig i den lille stationsby Knabstrup. Op mod 1500 personer invaderer Dorthealyst og de ca. 100 ha. agerjord og skov, som danner rammen om det første hippologiske VM i Danmark. Dertil skal lægges de mange publikummer, der forventes at overvære de fire dages konkurrencer. Gennem de sidste to år har Dansk Køre Selskab arbejdet intenst for at skabe de bedste rammer for verdensmesterskabet i kørsel med pony på Dorthealyst, der afholdes i den kommende uge. Medlemmer, familie og venner har arbejdet weekend efter weekend. Ofte har der været 30-40 personer i sving i løbet af weekend’en. Nye forhindringer er etableret, andre renoveret med nye muligheder. Hele området med dressurbaner er passet og plejet, så det er optimale forhold er møder deltagere og gæster. Omkring 3-400 frivillige hjælpere har været inddraget og er på banen. Alt skal være på plads og fungere optimalt, så deltagere og gæster samt 35 pressefolk fra hele verden oplever en fair konkurrence og en optimal oplevelse af Danmark som værts land. Verdensmesterskaberne, der afvikles i meget smukke omgivelser på ”Dorthealyst”, Knabstrup Møllebakke 4, Mørkøv mellem Holbæk og Kalundborg spænder over fem dage. Verdensmesterskabet er det første VM inden for dansk hestesporten, som afholdes på dansk jord. Mens det er tredje gang der afholdes VM for pony’er. Peter Koux med Welsh Cob’en Taffy, Dansk Køre Selskab vandt sølv i Østrig 2003 og Lars Dau, Slevigske Køre Selskab vandt bronze i England 2005 med sit Haflinger 2-spand. Begge ekvipager er i topform med gode medaljechancer for Danmark. Konkurrencen Der konkurreres individuelt i 1-. 2- og 4-spand, samt for hold i de tre discipliner: dressur, maraton og forhindringskørsel, som svarer til military inden for ridesport. Et hold består af 1-spand, 2-spand og 4-spand. Hvert land har mulighed for at tilmelde to ekvipager af hver kategori. De bedste resultater i de enkelte discipliner medregnes. Timetable Deltagerne ankommer mandag den 16. juli. Tirsdag aften mødes kuskene og deres hjælpere til ”nations party”, hvor de serverer medbragte, nationale specialiteter og hygger sig i festligt lag. Onsdag eftermiddag er der åbningsceremoni og kl. 19 er Holbæk Kommune vært ved en reception for deltagere, officials, hjælpere og indbudte gæster. Torsdag og fredag afvikles dressuren. Fredag kl. 18.30 er der gallashow med præmieoverrækkelse til vinderne af dressuren. Publikumsmagneten maraton afvikles lørdag og den sidste afgørende kørsel og præmieoverrækkelse finder sted søndag.

Links

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner