Signe Wiese
Dansk Ride Forbunds beslutning om at stoppe for optag af nye elever til træner- og berideruddannelsen i 2013, og dermed reelt nedlægge uddannelsen, kom som et chok for mange mennesker i hestebranchen. Ikke mindst hos mange af forbundets rideklubber, har beslutningen vakt både harme og bekymring. Til magasinet Ridehestens januarnummer udtaler formand for distrikt 11/13, Kaare Rahbek, bl.a. at han er rystet over, at forbundet har truffet denne beslutning uden at høre klubberne. – Det er meget vigtigt, at klubberne kommer på barrikaderne så vi kan samles om dette her. Det er gang på gang vi oplever, at vi ikke bliver hørt i væsentlige spørgsmål, og det gælder også i distriktsformandsgruppen, fortæller Kaare Rahbek, og han fortsætter: – Rideforbundet har hestevelfærd og sikkerhed som et stort mål, og jeg er overbevist om, at netop hestevelfærd og sikkerhed på sigt kommer til at lide under denne beslutning. Morsø Rideklub er en af de klubber, der er gået på barrikaderne, og klubben har nu stillet et forslag til behandling på DRF's repræsentantskabsmøde, der afholdes den 14. april 2013. Forslaget lyder såden: Morsø Rideklub vil foreslå at Træner/berider – uddannelsen genoptages straks og videreudvikles, så den bliver tidssvarende og passer til vores rideklubber og til sporten. Samtidig foreslår vi at der straks nedsættes en ekspertgruppe som skal modernisere uddannelsen og arbejde på at få styregruppens 11 anbefalinger implementeret i uddannelsen. Begrundelse: Vi mener ikke at DRF kan være uden en træner/berideruddannelse, det vil være et stort tilbageskridt for vores sport at vi ikke har en mængde veluddannede mennesker til at dygtiggøre vore ryttere og heste samt være medvirkende til at hestevelfærden er i højsæde. Beslutningen om at nedlægge uddannelsen er en kæmpe fejl, specielt efter at den store rapport om emnet ikke anbefaler dette og alle de penge som er brugt på den er tabt. Vi har som klub uddannet mange elever og har altid følt en vis tryghed ved at have gode stabile og uddannede folk, hvilket er med til at skabe ro og tryghed i hverdagen. Når en klub under Dansk Ride Forbund stiller et sådan forslag, så skal forslaget tages op til debat på repræsentantskabsmødet, og efterfølgende skal der på demokratisk vis stemmes om udfaldet. Magasinet Ridehesten og Ridehesten.com vil naturligvis følge op på sagens videre udvikling.
Magasinet Ridehesten har i januar fokus på berideruddannelsens fremtid i et stort temanummer, og i løbet af de næste uger vil du også kunne følge debatten her på Ridehesten.com