Klintholms Sir Clark på 17 år fører stadig ponyryttere til toppen

20-06-2021 12:30

Den 17-årige A-pony, Klintholms Sir Clark, har efterhånden mange gode stævner på bagen. Clark har hjulpet mange ryttere til toppen, blandt andet gennem sine ni deltagelser ved individuel DM og 11 deltagelser ved danske mesterskaber 

Copyright Ridehesten.com
Klintholms Sir Clark og Camilla til stævne i 2020. Foto. Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Kategori 3-ponyen, Klintholms Sir Clark e. Bjerregårds Witek/Downland Goldleaf (opdr. Stutteri Klintholm) , har mange succesfulde stævner på bagen. Gennem sine ni deltagelser ved individuel DM og 11 deltagelser ved danske mesterskaber, samt Stil Cup finale har Clark hjulpet en stor håndfuld ryttere til toppen i ponydressur.  

Aktuelt er det den 12-årige Camilla Eybye, som har glæden af Clark. 

Welsh-ponyen Clark har været en del af Camillas familie siden 2017, da han oprindeligt blev købt til Camillas storesøster, Louise Eybye. Da Louise faldt for aldersgrænsen for kategori 3, blev Clark overdraget til lillesøster Camilla. 

Allerede ti uger efter, at Camilla fik Clark, red de deres første landsstævne sammen. Camilla og Sir Clark blev placeret som nummer to, mens de vandt LA4 ved Solrød Valentines Cup. 

Copyright Ridehesten.com
Klintholms Sir Clark og Camilla til stævne i 2020. Foto. Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen

Både Camilla og hendes far, Jørgen Byskov, beskriver Clark som en charmetrold og et kæmpe nussehoved. 

– Han vil bare gøre alt for sin rytter. Lige meget om det så er 30 grader eller én stor mudderpøl på banen, så gør Clark altid sit bedste, fortæller Camilla.

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Og når vi møder Clarks gamle ryttere til stævner, skal de også altid over at hilse på ham. Han er noget, helt for sig selv, supplerer Jørgen Byskov.

– Han elsker at tage med ud til stævner, og han elsker bare at arbejde. Han springer helt op i traileren når vi skal til stævne og han kommer også altid løbende på folden, når han skal ind, nævner Camilla.

Derudover kan Clark mange tricks. 

– Nogle gange står han og smiler på staldgangen, og han kan også give et stort kys, så hele ens hoved er fedtet ind i ponymule. Han er bare helt fantastisk, siger Camilla.

Copyright Ridehesten.com

Til efteråret falder Camilla også for aldersgrænsen for kategori 3-ponyer, og derfor skal Klintholms Sir Clark ud til en ny lille rytter. Både Camilla og hendes far er enige om, at det bliver en dag, forbundet med stor sorg. Men Clark skal have sig en ny lille rytter, som kan få lige så meget glæde af ham, som Camilla og hendes familie har haft. 

– Den dag bliver ikke rar, slutter Camilla og hendes far, Jørgen, samstemmende. 

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner