Klar til landsstævne i military

13-08-2011 13:31
Haslev Køre- og Rideforening er klar til landsstævne i military. Der meldes fuldt hus og nye baner til det første landsstævne i klubbens historie

Efterspørgsel blandt landets militaryryttere er den væsentligste årsag til, at Haslev Køre- og Rideforening søndag den 21. august 2011 slår dørene op til det første militarylandsstævne i klubbens historie. Og alle sejl er sat til. Et nyt vandspring med anlægsudgifter for ca. 40.000 kr. er blevet færdig i år og dertil kommer en CNC 1* terrænbane med 17 nybyggede forhindringer. Derfor er det også en stolt formand for klubben, Lea Toftegaard Weisdorf, der siger: ” Vi er meget taknemmelige over i år at have fået flere vigtige sponsorater blandt andre fra Fonden Præstø Brand og SuperBrugsen Herfølge. Dertil kommer et passioneret og sammentømret hold af erfarne stævnearrangører, frivillige hjælpere og arbejdsomme banebyggere, der bruger mange lange aftener i Stengårdens skovarealer lidt uden for Haslev på Sydsjælland. Ellers kunne det her slet ikke lade sig gøre.” Ægteparret Karin Semberlund og Peder Hastrup er stævnets helt centrale bærende kræfter, og det har de øvrigt været siden Haslev Køre- og Rideforening begyndte at afholde endagsmilitarystævner i 2000. Karin Semberlund fortæller: ”Rytterne er som årene er gået vendt tilbage i større og større mængder, og i de sidste mange år har vi ved hvert militarystævne spændt buen maksimalt, hvad angår det antal ryttere, det kan lade sig gøre at køre igennem de tre discipliner i dressur, springning og terrænridt på en dag. Denne intensitet i afviklingen har givet os en stor rutine og stærk organisering blandt det frivillige, der kan arbejde på egen hånd,” fortæller Karin Semberlund, der ud over være overdommer på stævnet også er holdkaptajn for ponylandsholdet i military. Haslev Køre- og Rideforening har godt 100 starter til landsstævnets fem pony- og hesteklasser, heraf ca. 25 til stævnets sværeste klasse CNC 1*. Her skal den 2.600 meter lange bane passeres over faste forhindringer på 1,10 m. På søndag den 21. august bliver det blandt andet over en høstvogn, en frugtbod, spring i vand, over ”Haslev Privatskole”, igennem en gennemslagsforhindringer på 1,45 m og flere dybe landinger, der må være op til 1,60 m. De højeste ponyklasse CNCP 1 * vil udfordre ponyrytterne under 16 år med lignende faste forhindringer på op til en meter. Så det er ikke underligt, at military-ryttere kaldes ridningens helt store vovehalse. Til start kommer blandt andre klubbens egen nordiske mester Mia Irene Hastrup på Costantin. Første-hesten Odin hviler lidt på laurbærene i den forløbne weekend at være blevet en flot 2 ´er ved det store internationale CCI2* Wold Cup stævne i Malmø. Derudover kommer også den nordiske mester i ponymilitary , den 14-årige bornholmer Mai Kaas, ungmilitary rytter Simone Vinther, der var på det sølvvindende hold ved NM samt en række svenske ekvipager. Et ægte koryfæ lægger også vejen forbi i seniorklassen. Det er den 72-årige Næstved rytter Johan Iversen, der er still going strong i toppen af dansk military. Så giver begrebet ”senior” virkelig mening! Mange lokale ryttere er også på startlisterne. Det bliver blandt andet spændende at følge Haslev-rytteren Mette Rise Christiansen på den unge kat. 1 ponyen Camelot Damgård, der er gået fra sejr til sejr over sommeren i både CNCP1* og CNCP 90. Den 21. august starter dressuren kl. 8 og første rytter går i terrænet kl. 13.30. Alle er velkomne til at følge den spændende duel i alle ridesportens tre discipliner på Stengårdens arealer på Grønhøjsgårdsvej 4 i Haslev. Og der er ingen grund til at tage madpakke med. Klubbens gode cafeteria har åbent. Pressemeddelelse. Yderligere oplysninger fås igennem klubbens hjemmeside via linket til højre.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner