Maja Golles
Vi var tre danskere, der tog af sted til landsstævne i Sverige i Klippans Ridklubb d. 30. maj 2010. Det var lidt anderledes til stævnet, da man i Sverige må ride to landsstævneklasser om dagen. Det gjorde, at stævnet kun varede en enkelt dag. Ponyerne stod derfor i trailerne mellem klasserne, da der ikke var opstaldningsmuligheder. De danske deltagende ryttere var Annika K. Hansson, Elisabeth Bendix Aas og Jeanette Nicole Nissen. De startede alle tre PRT & PRM. Dog startede Jeanette for kat. 2, mens de to andre startede for kat 1. De havde lovet heldagsregn, men heldigvis holdt vejret nogenlunde tørt. Der var kun en enkelt udendørsbane som opvarmning, mens klasserne blev afviklet indendørs i ridehus, så vi var meget glade for, at vejret artede sig. Man må sige, at danskerne gjorde sig godt bemærkede til stævnet. Jeanette opnåede efter to fine ture på Mady 62 % i begge klasser, hvilket gjorde at hun lagde sig ca. midt i feltet. I PRT for kat. 1 snuppede Elisabeth og Annika 2 ud af 5 placeringer. Klassen blev vundet af svenske Josefine Ivarsson-Mårtensson på Top Nemo med 67,7%. Elisabeth opnåede en fornem 2. plads på Lauser 91 med i alt 67,315 %, og vandt en masse flotte ærespræmier. Annika opnåede på Bel de Ricci en flot 5. plads med 66,019 %. I denne klasse havde begge danskere en fin tur rundt på banen og fik en masse gode kommentarer fra dommerne med på vejen. I PRM lykkedes det Elisabeth og Annika at snuppe hhv. 2. og 3. pladsen fra svenskerne. Denne gang blev klassen vundet af svenske Amanda Svanberg på Jarno RP 145 med 67,5%. Elisabeth blev endnu engang nummer 2 med 67,193 % og Annika blev nummer 3 med 65,877 %. Alt i alt et rigtig hyggeligt stævne med nogle gode danske resultater og glade ryttere.