Jørgen Krause er fyldt 90 år

12-08-2024 19:34

Niels Goldschmidt

En sand vinder og en festlig mand, der har levet et liv fyldt med sejre og spænding, rundede et skarpt hjørne den 7. august, nemlig Jørgen Krause

Copyright Ridehesten.com
Jørgen Krause til hest. Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

Som en af Danmarks største hestemænd har Jørgen Krause markeret sig indenfor flere grene af hestesporten. Han har opnået flotte resultater, der har gjort ham bemærket og respekteret i hesteverdenen.

Drømmen om at avle en succesfuld hest er stor for mange, men Jørgen har gjort drømmen til virkelighed. På sin ejendom Fagre Brogård avlede han Four Socks II e. Jacques/ Vanity Fair, som han beholdt. I 1969 vandt Four Socks det danske derby, hvor et pludseligt skybrud gjorde banen blød – præcis som Four Socks foretrak.

Kort efter byttede Jørgen, der var møbelhandler, et egetræsspisebord og fire stole for en travhest, som under Jørgens ejerskab vandt alle klassiske løb undtagen derbyet.

Da Jørgen begyndte at arbejde med væddeløbsheste, var han selv en fremragende rytter. Han vandt nordisk mesterskab i terrænspringning i 1962, og hans karriere startede med en hest, som tyskerne efterlod efter 2. verdenskrig. Jørgen red på Hovmarksgården ved Bernstorffsparken og kom hurtigt i gang med konkurrencer, drevet af en energi og vilje uden lige.

Jørgen har også importeret irske heste, heriblandt Eagle Owl, som både han selv og datteren har vundet DM på, hvor Gunnar Andersen var deres træner. Jørgen har vundet individuelt DM i military tre gange og tre gange nordisk mesterskab.

Nyheden fortsætter efter annoncen

I sine yngre år deltog Jørgen i stævner på lavt budget, ofte sovende på drømmesenge i stalden med hestene omkring sig. Jørgens evne til at sove under alle forhold er legendarisk. Ja, det var ikke nogen hemmelighed, at han faldt i søvn under middagen, hvis han fik en kedelig borddame, for han snorkede så højt, at alle opdagede det. Når han sov i stalden, kunne han holde alle hestene vågne. På jagt var han altid vågen og opmærksom, selvom det ikke helt tændte hans konkurrenceånd på samme måde, som væddeløbshestene og military gjorde.

Jørgens talent rakte også til jagtridning, hvor han har vandt den første af mange flidspræmier i 1953 samt syv rævehaler. Han vandt Hubertusjagten i 1967 og blev nummer to i 1969 med 15 kilos overvægt, efter et dramatisk fald i Magasindammen. Han ryddede forsiderne på aviserne, måske fordi han også var kendt som derbyvinder eller bare, fordi han faldt i vandet.

Som jagtlægger var Jørgen frygtet. Han byggede en oxer på sin jagt på Bognæs, der var mere end 3,5 meter bred. Alle hestene svævede over, undtagen en grosserer Levin, hvis hest kun sprang forkanten og stod midt imellem for- og bagkant på forhindringen. Hans tid i Sportsrideklubbens jagtledelse var dog ikke uden kontroverser, for Jørgen havde stærke holdninger til, at jagt ikke måtte blive for kedeligt i takt med, at jagtledelsens medlemmer blev gamle. Jørgen modtog først sine fortjente jagtknapper mange år efter, hvor en ny jagtledelse kom til. Han fortsatte med at bidrage til jagtsporten, blandt andet ved at stå for afspærringerne ved Hubertusjagten og ved at være generøs med at give staldblanketter til opløbsryttere.

Før jagterne var Jørgen kendt for at blande en særlig drik af solbærrom og whisky, og hans deltagelse til frokoster efter jagt var altid festlige. Hans kone Grete fandt det mærkeligt, at han efter jagter uden frokost var helt flad og ikke engang kunne rejse sig for at skifte kanal på fjernsynet, men til en jagtfrokost var der ingen, der var mere aktiv med skål, anekdoter og dans.

Jørgen Krause er en mand, der har levet et liv fyldt med sejre og spænding.

Ridehesten ønsker stort tillykke med de 90 år.

Copyright Ridehesten.com
1967: Prinsesse Benedikte og prins Ricard overrækker førstepladsen til Jørgen Krause. Foto: Privat
Trine Askjær-Jørgensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen