Jessica vandt overlegent i senior speedklassen

27-06-2019 22:08

Annika Knudsen Lorentsen

På springbanen ved Agria Nordic Baltic Championships blev dagen afsluttet med en flot dansk sejr til Jessica Vinther Jensen

Copyright Ridehesten.com
Jessica Vinther Jensen på Leonie 111 Z.

Her til aften har seniorrytterne redet deres indledende speedklasse, hvor ekvipagernes fejl blev omregnet til sekunder. Ud fra dagens resultat afgøres den foreløbige stilling i det individuelle mesterskab for seniorryttere. Dagens vinder vil derfor ligge med foreløbigt nul fejl, mens de øvrige vil få et antal fejl udregnet efter hvor mange sekunder de er bag den vindende ekvipage.

Jessica sikker og hurtig

Med den velspringende hoppe Leonie 111 Z red Jessica Vinther Jensen en virkelig god runde på dagens udfordrende bane på 140 cm. Det lykkedes for ekvipagen at ride fejlfrit og endda meget hurtigt, på trods af at hvert eneste spring blev forceret velovervejet og på ingen måde forhastet. Jessica sluttede med en ride tid på 75.42 sekunder og dermed var sejren i hus til Danmark.

På andenpladsen blev det klassens hurtigste ekvipage, nemlig den super hurtige norske rytter Frederik B. Seim på Quevara van de Vlierbeek Z. Ekvipagen red i tiden 73.45 sekunder, men desværre for parret faldt der en bom undervejs og resultatet endte derfor på 77.45 sekunder og en samlet andenplads. 

Tredjepladsen gik til endnu en norsk rytter, nemlig Erik Preben Strand på Indolette i tiden 80.00 sekunder, mens fjerdepladsen blev dansk og gik til Camilla Ernst og Twice As Lucky med en tid på 82.10 sekunder.

I morgen skal seniorrytterne ride om medaljer i holdkonkurrencen.

Se start- og resultatlister her.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner