Jens Høgh månedens Hesteven

02-03-2009 07:27

Grethe Næsby

Dyrenes Beskyttelse kårer mandag den 2. marts Jens Høgh som marts måneds Hesteven. Jens Høgh fra Skals giver respekten for heste videre til børn og unge på Birken Rideskole. Her lærer næste generation at omgås heste med respekt og empati.

Jens Høgh er et forbillede for hestefolk i alle aldre, og Dyrenes Beskyttelse har valgt Jens Høgh, fordi han lærer sine elever at være gode ved dyrene. Midtjysk Køreselskab indstillede Jens Birk, fordi de i ham så en førsteklasses pædagog - gemt i en god, gammeldags hestemand. En hestemand, der med indføling kan få alle heste, hunde, børn og voksne til at sprænge alle grænser og gøre sit allerbedste, blot fordi det er sjovt. Uden brug af glidetøjler og elastikchambon. Forbilleder er vigtige i al slags sport. Ikke mindst i hestesporten, hvor anvendelse af tvangsmidler og snyd har mudret billedet af godt horsemannship. Kåringen af Månedens Hesteven er Dyrenes Beskyttelses initiativ for at fremhæve den bedste måde at behandle og anvende heste, og dermed skabe gode eksempler til efterfølgelse. Med hæderen følger en plakette og en ridejakke. Dyrenes Beskyttelses lokale kredsformand Egon Hansen overrækker prisen mandag den 2. marts kl. 19.30 på Rideklubben Birken, Herredsvejen 3, Skringstrup, 8832 Skals. Hver måned kårer Dyrenes Beskyttelse en rytter på en dansk rideskole eller rideklub til "Månedens Hesteven" for god håndtering af heste. Det sker for at fremhæve gode forbilleder i hestesporten og derved fremme dyrevelfærden for heste. Kriterierne, for at blive indstillet til modtagelse af hædersbevisningen, er: • Man skal gennem sin omgang med heste have vist, at hensynet til hesten prioriteres over alt andet • Rytteren skal have udviklet sin personlige ride-/kørefærdighed, samt hestefaglige viden og kunnen, da disse faktorer er af afgørende betydning for hestens trivsel og velfærd • Man skal have vist, at enhver form for ridning og træning tager hensyn til, at hesten er et levende væsen, og må således ikke have udøvet fysisk eller psykisk vold overfor heste, herunder have anvendt hjælpetøjler af enhver art som tvang • Man skal med sin brug af hesten være et eksempel til efterfølgelse for andre

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner