Vil du på DRF og Agria ponycamp?

07-04-2025 12:20

Er du mellem 10 og 16 år, har egen pony eller hest og drømmer du om en sommeroplevelse ud over det sædvanlige med din bedste hesteven? Så har du nu muligheden, hvor Dansk Ride Forbund og Agria har åbnet for ansøgninger til deres sommercamp

Copyright Ridehesten.com
Vil du på DRF og Agria Ponycamp 2025? Så kan du ansøge allerede nu. Foto: Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen

Kunne du tænke dig at være en del af en fantastisk sommeroplevelse med din bedste hesteven? Så er det nu, du skal spidse ører. Dansk Ride Forbund og Agria har nemlig åbnet for ansøgninger til DRF og Agria Ponycamp 2025 - en tre dages camp fyldt med venskaber, faglig udvikling og masser af hesteglæde. 

En oplevelse for livet
Ponycampen afholdes i weekenden den 29.-31. august 2025 hos Hovgaard Rideklub på Fyn. Weekenden byder på både spring- og dressurundervisning fra nogle af dansk ridesports dygtigste ryttere. Campen handler ikke kun om ridning. Der bliver nemlig lagt stor vægt på fællesskab, sjove aktiviteter og det helt særlige bånd mellem dig og din hest eller pony. 

Plads til alle
Uanset om du er rutineret konkurrencerytter eller ny i sadlen, er der plads til dig på DRF og Agria Ponycamp. Det vigtigste er, at du kan håndtere og passe din hest selv - og har mod på tre dages selskab med andre unge, der er lige så hestetossede, som du selv er. 

Sådan ansøger du
Hvis du vil med, skal du lave en kort videoansøgning på maks 90 sekunder, hvor du viser dig selv sammen med din pony eller hest, som sendes via WeTransfer på mail ponycamp@rideforbund.dk. Her skal du fortælle, hvorfor det netop er dig, der skal med på campen. Det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvordan du kan lave videoen, men du skal som minimum komme omkring følgende spørgsmål:

  • Hvilken hest/pony ville du tage med på DRF og Agria Ponycamp 2025 og hvorfor?
  • Hvad betyder denne hest/pony for dig, og hvad gør den helt speciel for dig? 
  • Hvad er din yndlingsting at lave med din hest/pony?
  • Hvilken ven/veninde vil du tage med på campen, og hvorfor skal det lige præcis være jer, der skal med på DRF og Agria Ponycamp 2025?

Ansøgningsfristen for at indsende videoer er den 30. juni 2025. Vinderne får direkte besked på mail senest den 1. august. 

Copyright Ridehesten.com
Campen afholdes i år hos Hovgaard Rideklub, hvor faciliteterne er helt i top. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø
Fakta
Tips til den gode ansøgning

Hvis du gerne vil komme i betragtning til en plads på DRF og Agria Ponycamp 2025, er det vigtigt med en god ansøgning. Herunder får du gode råd til, hvordan du laver en god videoansøgning. 

Hvordan: 
Videoen skal vise dig og din hest eller pony og overbevise om, at netop du og din bedste hesteven fortjener muligheden for at komme med på DRF og Agria Ponycamp.

Videoen må maks være 1 minut og 30 sekunder lang og skal vise dig og din hest eller pony. Herefter skal videoen sendes via WeTransfer til mail ponycamp@rideforbund.dk senest den 30. juni 2025.

Gode tips til videoansøgningen

  1. Start med at skrive ned, hvad der skal være med i din video: Hvad er det bedste ved din hest? Hvad kan I godt lide at lave sammen? Er der nogle steder, der er specielle for jer? Hvilken ven eller veninde vil du tage med, hvis du bliver udvalgt? Hvorfor kan I godt lide at ride sammen? 
  2. Du behøver kun at bruge din mobiltelefon. Optag noget nyt, men brug også nogle af de gode klip, du allerede har liggende af dig og din hest eller pony. 
  3. Det er vigtigt, at videoen er personlig. Man skal ikke kun se din hest eller pony, men også dig. 
  4. Brug forskellige slags klip: Langt fra og tæt på, så man både kan se dig, hesten eller ponyen og jer to som helhed. Vær gerne kreativ og brug sjove vinkler. Måske kan du klistre telefonen fast til et spring eller bunden af en trillebører? Det er kun fantasien, der sætter grænser.
  5. Husk at det er din video, så lav den på din helt egen måde! 

Kilde: Dansk Ride Forbund.  

Fold up

For at alle skal få muligheden for en uforglemmelig oplevelse, er det kun muligt at deltage, hvis du ikke før har deltaget i en camp afholdt af Dansk Ride Forbund. Det er for at så mange børn og unge, får muligheden for en unik oplevelse som muligt. 

Det praktiske om DRF og Agria Ponycamp 2025
Der er i alt 24 pladser i spil til dette års Ponycamp. DRF udvælger 10 heldige deltagere, som hver især får mulighed for at invitere deres bedste ven eller veninde med. Derudover udvælger Agria to medlemmer fra Agrias PonyKlub, som også får mulighed for at invitere en ven med hver. 

Ponycampen afholdes i år hos Hovgaard Rideklub på Oluf Rings Vej 18, 5881 Skårup Fyn. Deltagerne sover i telt på Hovgaard Rideklub, hvor de får en uforglemmelig oplevelse på en sommercamp, hvor der er fokus på det gode kammeratskab mellem rytterne, nye venskaber og kærligheden til hestene. Alt sammen kombineret med muligheden for at lære fra de bedste inden for dansk ridesport i eksklusive omgivelser. 

For at holde dig opdateret kan du følge med på Dansk Ride Forbunds facebookside og Instagram, og så kan du læse meget mere om Ponycampen lige her. 

Kilde: Dansk Ride Forbund. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner