Suveræne Rikke Haastrup!

01-02-2020 21:33

Annika Knudsen Lorentsen

Hun rider det ene topresultat hjem efter det andet, og i dag sikrede Rikke Haastrup Kristensen sig guldmedaljen i Agria DRF-Mesterskabet for seniorryttere med den velspringende Casira

Copyright Ridehesten.com
Ny indendørs mester i Agria DRF-Mesterskab, Rikke Haastrup Kristensen. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

22 ekvipager var til start i finalen for seniorryttere i Agria DRF-Mesterskabet i dag, og mange af dem gjorde en utrolig flot figur. Tre ekvipager har dog skilt sig ud ved dette mesterskab, og det blev også de tre der skulle dyste om de tre medaljer i omspringningen. 

Copyright Ridehesten.com
Lars Bak Andersen og 3Q Qualisya. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Første rytter i omspringningen var Lars Bak Andersen med den harmoniske 3Q Qalisya e. Stedinger/Fürstenreich. Ekvipagen leverede et stabilt ridt og red fejlfrit i en tid på 37.06 sekunder, et hurtigt ridt, men stadig en runde med plads til lidt ekstra fart. 

Copyright Ridehesten.com
Lars Nørgaard Pedersen og Bøgegården Gladiola. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Anden rytter var Lars Nørgaard Pedersen med den bare 8-årige Bøgegården Gladiola e. Bøgegården's Graf Stakkato/Bøgegården's Apollo (opdr. Stine og Jørgen Schmidt). Denne ekvipage red godt frem hele vejen rundt, og deres fejlfrie ridt var også hurtigere end Lars Baks. Tiden sluttede på 36.53 sekunder, og dermed lagde de sig i front. 

Copyright Ridehesten.com
Det var en glad guldvinder der lod sig hylde af publikum. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Rikke havde is i maven
Selvom man troede Gladiolas tid ville være svær at slå, så vidste man også at hvis nogen kunne, så var det omspringningens sidste ekvipage. Her var det nemlig Rikke Haastrup Kristensen med Casira e. Casino/Espri (opdr. Aksel Rasmussen), en ekvipage som er inde i en ægte sejrsstime. 

Ekvipagen lagde hårdt fra land og kom hurtigt rundt i den første del af omspringningen. Ned mod sidste okser havde Rikke is i maven og red sikkert ned på den uden at forcere, og det fik publikum til at tvivle om hvorvidt hun var hurtig nok. Men da uret stoppede var der ingen tvivl, Rikke var hurtigst! Tiden sluttede på 34.53 sekunder, så faktisk hele to sekunder hurtigere end nr. 2. 

Copyright Ridehesten.com
Rikke Haastrup Kristensen og Casira. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Guldmedaljen gik altså til Rikke Haastrup Kristensen, som var ovenud begejstret efter dagens finale. Hør hende fortælle lidt om det i videoen nederst i nyheden, hvor du også kan se hendes omspringningsridt. Sølvmedaljen gik til Lars Nørgaard Pedersen, mens bronzemedaljen gik til Lars Bak Andersen. 

Læs mere om og se flere billeder fra DM-stævnet i næste nummer af magasinet Ridehesten. 

Se start- og resultatlister fra stævnet her.

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen