– Jeg troede det var umuligt

24-06-2024 12:10
Avl

I sidste uge afholdt det tyske avlsforbund Holsteiner Verband eliteskue, hvor 37 ud af 285 kårede hopper havde kvalificeret sig. Heriblandt var Lone Wollesens hjemmeavlede Olivia LW, der sluttede af med et flot resultat

Copyright Ridehesten.com
Hoppen Olivia LW blev i sidste uge placeret blandt de 10 bedste til eliteskue i det tyske avlsforbund Holsteiner Verband. Foto: Privat.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Jeg troede det var umuligt for sådan en lille hobbyavler som mig, fortalte Lone Wollesen stolt efter sidste uges Holstener eliteskue. Den hjemmeavlede hoppe Olivia LW e. Charaktervoll/ Candillo endte nemlig blandt de 10 bedste 3-års hopper i 2024 ud af de i alt 285 kårede hopper, der havde kvalificeret sig. 

Lone Wollesen har selv avlet hoppen Olivia LW, og tilbage i maj måned fik hoppen utrolig flotte karakterer, da Holstener Forbundet afholdt stationshoppematerialeprøve. Her fik hoppen som den eneste 9,5 point i ridelighed samt 10 i løsspring, hvilket indløste billetten til sidste uges eliteskue, hvor hoppen endnu en gang brillerede. Lone er meget stolt og glad: – Det har hele vejen igennem været en fuldstændig fantastisk og følelsesladet oplevelse at følge min kære hoppe hele vejen til det, som jeg faktisk troede var umuligt, når man avler på hobbyplan

Nyheden fortsætter efter annoncen

Hvad kræver det så at få så stor succes med en hjemmeavlet hoppe? Lone var ikke i tvivl, da vi spurgte hende: – Jamen hoppen har selvfølgelig en god afstamning, og det har selvfølgelig en del at sige. Men den optimale træning er også altafgørende. Jeg har haft den i træning ved tyske Roland Metzler, som har givet hende de bedste forudsætninger for at vise sit potentiale. Jeg er ham meget taknemmelig for at tage mig og Olivia med på denne rejse. Hoppen har været fuldstændig i topform og alt har været top professionelt hele vejen igennem, fortæller Lone. 

Copyright Ridehesten.com
Olivia LW blev kåret som årets bedste hoppeføl i 2021. Foto: Privat.

Med så flot et resultat, er der også mange interesserede øjne på hoppen, men Lone er ikke i tvivl – Nej, hun er ikke til salg. Hun bliver her hos mig, smiler Lone og fortsætter – Jeg er så utrolig glad men også meget ydmyg over at få denne fantastiske oplevelse med hende, afslutter Lone. 

Udover de flotte resultater i 2024 blev Olivia LW kåret som det bedste føl til følskuet i Holstener Forbundet i 2021, og har flere succesfulde søskende, der går 145 cm springning i USA. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner