Thomas Bach Jensen
Indoctro e. Capitol I/ Caletto II/ Calypso I blev født i 1990 hos Gerd Hansen, og som det er med mange legendariske heste, er også Indoctros liv forbundet med legendariske hestefolk. Hingsteføllet var ikke ret gammelt, da det blev solgt til Maas J. Hell, og ikke ret meget ældre, da hollandske Wiepke van de Lageweg lagde vejen forbi Gerd Hansen og så det prægtige føl, som han ville købe.
Han blev henvist til føllets nye ejer Maas J. Hell, der forlangte en uhørt høj pris for videresalg. Det viste sig at være en klog investering af Wiepke van de Lageweg, for hingsteføllet, som blev døbt Indoctro, blev med tiden grundstenen og flagskibet for hans hingstestation VDL Stud.
Sportsligt fik Indoctro succes med den dobbelte OL-guldvinder Ulrich Kirchhoff (Jus de Pomme), og som hingstens sportslige karriere skred frem, begyndte hans ældste afkom at gøre sig gældende. Han sprang succesfuldt til 150 cm-niveau og blev derefter helliget avlen.
Da Indoctro blev kåret i Tyskland, fik han det tyske navn C-Indoctro, og særligt i løbet af 00'erne fik hingsten international stjernestatus. Han er far til mange springheste på højeste plan som bl.a. Casadora/Lauren Hough, Unique/Cian o´Connor og Cas/Harrie Smolders og mange flere. Han er far til utallige internationale springheste, men ligeså far til adskillige Grand Prix-dressurheste. I Dansk Varmblod er hans søn Vivaldi K DVH 1065 kåret.
Indoctros gener er udbredt i international springhesteavl, og han har været aktiv i avlen op til en høj alder. Det var enden på et meget afgørende kapitel for VDL Stud og familien van de Lageweg, da de den 6. april mistede Indoctro/C-Indoctro.