– Jeg troede, at vi mistede hoppen

16-02-2020 11:50

Marie Helene Rigård Rohleder

Enhver hesteejers mareridt blev til virkelighed for Sille Thomsen, da familiens to heste sad fast i kviksand-lignende mudder sidste lørdag. Efter fire timer blev hestene reddet, men den ene hoppe kæmper stadig med smerter og hævede ben 

 

Copyright Ridehesten.com
Foto: Shutterstock (arkivfoto)
Nyheden fortsætter efter annoncen

Den 20-årige hoppe Chikka på 170 cm i stang er sunket knap 1,5 m ned i et massivt mudderhul ved siden af en gylletank. Ved siden af hende kæmpe den sorte frieservallak Yaitse på 9 år for at komme op på de træplader, som ejer og redningsfolk har lagt ud til dem. 

Lørdag d. 8 februar gennemlever Sille Thomsen og Rasmus Kaae den værste og mest voldsomme oplevelse, de nogensinde har haft i deres tid som hesteejere. 

Ridehesten.com bringer her et tilbageblik på historien om hestene i mudderet. 

Drømme og mareridt ved at have hest
I 2011 købte Sille og Rasmus fire heste. Sille har altid redet, men da parret begyndte at få børn, blev der sat en naturlig stopper for ridningen. I 2011 genoptager Sille sin gamle pigedrøm om at eje en smuk sort frieser med bølgende lang man. Familien bliver ejere af to haflingere (mor og søn), en frieser og en varmblodshoppe. 

Den yngste af haflingerne er dog lidt af en udbryderkonge, og han får en træls ide med at forsøge at springe over hegnet på folden. Familien og hestene bor til leje på en landejendom, hvor udlejer har en stor svinestald med tilhørende gylletank på grunden. 

Lørdag d. 8 februar slår den lille bandit til igen, og det resulterer i, at hegnet går i stykker. Alle fire heste løber ud af folden, men Sille og Rasmus får hurtigt fat på de to haflingere og får dem i sikkerhed. 

– Da vi forsøger at fange Chikka og Yaitse kan vi se, at de sidder fast ved gylletanken. Jorden omkring gylletanken har ikke sat sig og med det massive regnvejr, vi har haft, så har mudderet en vakuumeffekt, som suger alt med sig. Jeg forsøger at gå ud til hestene, men jeg synker lynhurtigt i til knæene, og må kravle tilbage uden mine støvler, fortæller Sille Thomsen til Ridehesten.com.

– Vi var indstillet på at miste hende
Da Sille får kravlet tilbage til fastlandet går det op for dem begge, at det her er alvor. De ringer 112. Dyrlæge, beredskab og en kran kom hurtigt til ulykkesstedet. De får lagt plader ud på mudderet, så de forsigtigt kan bevæge sig derud og berolige hestene. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

–Jeg var så bange. Alt var kaos. Min mand falder på et tidspunkt ned i mudderet, men får grebet fast i gylletanken og hevet sig op. Hestene var i panik, og vi kæmpede med at få dem op i fire lange lange timer, siger Sille Thomsen. 

Frieseren Yaitse bliver efter fire timer gravet nok fri til, at han kan få forbenene op på pladerne og selv hive sig op på fast grund. Men med den 20-årige hoppe Chikka ser det straks værre ud. 

- Jeg var indstillet på, at vi ville miste hende. Hun var helt afkræftet, og et kvarter længere i mudret, så havde dyrlægen været nødt til at aflive hende, siger Sille Thomsen. 

Ved hjælp fra en kran får de løftet Chikka op og reddet hendes liv. 

Hoppen kæmper fortsat 
Her en uges tid efter har frieseren Yaitse det heldigvis rigtig godt. Han spiser og er en glad hest, som han plejer. Det er straks værre med Chikka, som var meget øm i benene og hævet i sener og led, da hun blev reddet op fra mudderet. 

– Vi går stadigvæk på listefødder og er meget bekymret for Chikka. Hun har stadig ømme ben og er hævet på forbenene. Det bliver nok et længere dyrlægeforløb med hende, og kun tiden vil vise, om hun nogensinde bliver ridehest igen, fortæller Sille Thomsen. 

Rasmus og Sille er nu gået igang med at indkøbe og opsætte et nyt hegn på folden, for at kunne gøre alt i deres magt for, at det ikke kan ske igen. 

Se billeder og video fra redningsaktionen her. 

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner