Ridehesten juni er på gaden

02-06-2008 09:19

Maja Golles

Så er Ridehestens juninummer på vej ud til alle vores abonnenter! Juninummeret er på mange måder et lidt anderledes og spændende nummer, hvor emner som sex, vold og ulykke er på tapetet - selvom de gode resultater selvfølgelig stadig spiller en vigtig rolle!

Tina Lund smed som bekendt det meste af tøjet i mandemagasinet M, og så gik bølgerne højt! Vi snakker med Tina om hele virakken. Bølgerne gik også højt efter et ellers vellykket CSIO-stævne i Bernstorffsparken. Flere danske ryttere blev anklaget for at have barret og mishandlet deres heste, og igen kom ridesporten i medierne for noget helt andet end de gode resultater. Vi kigger nærmere på sagen fra Bernstorffsparken, ligesom vi naturligvis også kigger nærmere på alle de flotte præstationer. Er hesten årsag til ulykke, når den er løs, er det nu dig som hesteejer, der er ansvarlig for at dække eventuelle skader. Vi sætter dig ind i den nye lovgivning. I et kæmpe tema stiller Ridehesten skarpt på det ellers ofte tabubelagte område: Seksuelle overgreb på heste. Vi snakker med dyrlægen, politikeren, psykologen og en, der har besøgt et såkaldt hestebordel. Det er chokerende læsning, som sætter på spidsen, at vi i Danmark er nødt til en klar lovgivning på området. I et tema kan du også læse om fuldblodshestene som forædlere, du kan læse om månedens sportshest Charles Chegall, og du kan læse om militaryrytteren Peter Flarups træning op mod OL. I månedens blad kan du lære at springe med Bo Kristoffersen og Rolf-Göran Bengtsson, ligesom du kan læse om alle de spændende resultater fra World Cup finalen i springning i Göteborg. Dette var blot et lille udpluk af alle de interessante artikler – vi ønsker dig god læselyst i det dejlige sommervejr!

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner