– Jeg havde nogle ret fine ting

26-08-2022 19:17

Trine Askjær-Jørgensen

Sådan lød det fra Karoline Rohmann efter dagens ridt i den første individuelle konkurrence ved EM i dressur for ungryttere i Ungarn, hvor fire dygtige, unge kvinder i disse dage er nede at repræsentere de røde-hvide farver

Copyright Ridehesten.com
Karoline Rohmann og Jakas Don Louvre. Foto: Ridehesten.com/Maria L. Mortensen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Denne uge er fire unge, danske dressurryttere rejst til Budapest i Ungarn for at deltage ved EM i dressur for U25-ryttere, og med en sølvmedalje i holdkonkurrencen kom de rigtig godt fra start. Onsdag red første halvdel af rytterne og torsdag anden halvdel i holdkonkurrencen, hvorefter det stod klart, at Thea Bech, Laura Kristine Thorup, Josefine Hoffmann og Karoline Rohmann kunne iklæde sig sølvet og fejre en holdmedalje til Danmark.

I dag fredag skulle den første del af den individuelle konkurrence så stå. Den går i Grand Prix og forløber sig over fredag og lørdag, hvorfor halvdelen af feltet var til start i dag, og den anden halvdel skal starte i morgen. Søndag lukkes "ballet" med Grand Prix kür.

Den eneste danske ekvipage i ilden i dag var Karoline Rohmann med Jakas Don Louvre e. Blue Hors Don Romantic/ Lauries Crusaor XX (opdr. Jan og Karina Koefoed-Nielsen), der skulle på banen som de allersidste sent på eftermiddagen.

Karoline fortæller selv om sin tur:

– Det er gået megagodt. Jeg synes selv, jeg havde nogle ret fine ting i dag. Mine highlights er helt klart serierne og en superfin skridttur. Piaffe-passagen blev en smule for hurtig i dag, men ellers en fejlfri tur.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Den flotte, fejlfrie tur resulterede da også i en score på godt 71%, der fik Karoline og Don Louvre direkte ind på tredjepladsen, nu hvor halvdelen af rytterne har været til start.

– Det har været mega varmt i dag, og det bliver det også i morgen, så det er lige med at få det hele til at spille her i varmen. Men jeg krydser fingre for de tre andre danskere, som skal ride i morgen, runder Karoline af.

De danske ekvipager, der skal ride Grand Prix i morgen, har følgende starttider:

  • 11.39 – Laura Kristine Thorup og Blue hors Veneziano e. Blue Hors Vivaldi/ Blue Hors Donnerhall
  • 14.52 – Josefine Hoffmann og Hønnerups Driver e. Blue Hors Romanov/ Blue Hors Don Schufro
  • 15.01 – Thea Bech og Dionisos e. Spielberg/ Sir Sinclair

Stævnets start- og resultatlister.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner