Marie Helene Rigård Rohleder
Dansk Ride Forbund skriver i dag i en pressemeddelelse, at der er foretaget en ændring på U25-landsholdet forud for EM i dressur i Hagen i næste uge.
Det betyder, at Katrine With Petersen og Hjorts Rhapsody in Blue erstatter Sandra Aagaard Hyrm og Heslegaards Rismon.
Holdleder Anne-Mette Binder fortæller, at beslutningen er truffet på baggrund af de seneste dages bootcamp på Julianelyst, hvor der bl.a. har indgået programridning og træning med landstræneren:
– Når der udtages til turneringer og mesterskaber, afhænger valget af de enkelte ekvipagers form på det givne tidspunkt. Men formen er et øjebliksbillede, som kan ændre sig frem mod et givent mesterskab eller stævne, og på baggrund af de sidste dages bootcamp er det besluttet, at Katrine og Hjorts Rhapsody in Blue træder ind i U25-gruppen i stedet for Sandra og Heslegaards Rismon.
Anne-Mette tilføjer desuden, at det selvfølgelig er beklageligt, men en mulighed, at ændringen foretages så tæt op til mesterskabet:
– Bootcampen mandag og tirsdag efterlod en så frisk og aktuel vurdering af alle deltagende ekvipager som overhovedet muligt, og det gør, at udskiftningen rent objektivt foretages for at sende det stærkest mulige hold afsted til Hagen, afslutter hun.
//Dansk Ride Forbund
U25:
Emma Skov / Cracker Jack
Josefine Hoffmann / Hønnerups Driver
Victoria Vallentin / Brooklyn
Kathrine With Petersen / Hjorts Rhapsody in Blue
Reserve:
Thea Bech / Dionisos
Sandra Hyrm/ Rismon
Senior:
Cathrine Dufour / Bohemian
Charlotte Heering / Bufranco
Daniel Bachmann Andersen / Marshall-Bell
Nanna Skodborg Merrald / Atterupgaards Orthilia
Reserver:
Anna Kasprzak / Fuhur eller Rock Star
Lone Bang Larsen / Bakkely’s Onandt