Jeg glæder mig til at ride kür i Hagen

17-06-2018 11:11

Caroline T. Elsner, Josefine Hoffmann og Karoline Rohmann er de tre danske ungryttere, der sidst på dagen skal ride kür ved det internationale stævne i Hagen. Vi har talt med Karoline Rohmann

Copyright Ridehesten.com
Karoline Rohmann og Noosa Melody ved Equitour 2018.
Nyheden fortsætter efter annoncen

De tre unge danske ryttere har med deres tre DV-heste klaret sig fremragende ved det internationale stævne i Hagen, hvor de har sikret dansk holdsølv og i den individuelle klasse besatte anden-, tredje- og femtendepladsen i et skarpt internationalt felt.

Karoline Rohmann blev nr. 2 med familiens bronzemedaljehoppe Noosa Melody e. Blue Hors Don Romantic/ Schwadroneur, der er avlet af hendes mormor, Else Rohmann. Vi har talt med Karoline fra Hagen:

– Jeg synes, at det er gået over alt forventning for Noosa og mig. Det er vores første år som youngrider, og vi har trænet frem imod at kunne ride her i Hagen hele året, og så er det jo bare en kæmpe ære at få lov til at ride nations cuppen sammen med to så dygtige ryttere som Josefine og Caroline, fortæller Karoline.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Søndag er det küren, der står for skud. Min kür er ikke så svær, da jeg lavede den i starten af året, hvor det hele var lidt nyt, men jeg glæder mig. Det er altid rigtig fedt at ride et program, man selv har lavet med noget specielt musik, man godt kan lide, siger Karoline.

– Niveauet hernede er rimeligt højt, synes jeg. Tyskerne er som altid knivskarpe, så dem kæmper vi lige lidt med. Hagen er altid en kæmpe fornøjelse at komme til og helt klart min højeste stævneprioritet. I år er det mit femte år hernede, så det er jo bare mega fedt! Stævnet er en rigtig god optakt til EM, banerne er fantastiske, og hele stemningen hernede er bare magisk, fortæller Karoline og slutter:

– Alle gør deres bedste for at komme i betragtning til EM, så der bliver virkelig redet til! Heldigvis har vi en god holdånd på det danske hold.

Den danske landstræner Dennis Fisker har udtrykt stor tilfredshed med de danske junior- og ungryttere, der har ydet en flot indsats i Hagen, hvor juniorrytterne vandt bronze i holdkonkurrencen. Han fortalte til Ridehesten.com i går, at de danske hold til EM i franske Fontainebleau vil blive udmeldt på tirsdag.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner