Isabell Werth modtager flot pris

12-11-2024 06:34

Den tyske verdensetter, Isabell Werth, modtog i lørdags en helt særlig pris for sin store bedrift i dressursporten. I den Gamle Opera i Frankfurt modtog hun nemlig PEGASOS-prisen som "Sportens Legende" ved det tyske sportsgalla

Copyright Ridehesten.com
Den tyske dressurdronning, Isabell Werth, modtog i lørdags en fornem pris. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Hele verdens dressurdronning, Isabell Werth, har et langt CV med utallige sejre bag sig. Ét af de resultater, der ligger klarest i de fleste dressurentusiasters erindring, er det suveræne OL-guld, som hun vandt i sadlen på DV-hoppen Wendy De Fontaine e. Sezuan/ Blue Hors Soprano (opdr. Kurt Gosmer) i Paris tidligere på sommeren. Derefter lagde Werth sig i spidsen af FEI's verdensrangliste for dressurryttere, og senest tog hun fra Lyon med to World Cup-sejre

Med andre ord, er 55-årige Isabell Werth svær at komme udenom, når det kommer til dressursporten. Netop dét, blev hun i lørdags belønnet og hædret for, da den 42. tyske sportsgalla blev afholdt i Frankfurt. Her modtog hun nemlig den fornemme PEGASOS-pris, som "Sportens Legende", hvor verdens mest succesfulde dressurrytter blev hædret for sine flerfoldige guldmedaljer, som hun har opnået ved både VM, EM og OL. 

Copyright Ridehesten.com
Isabell Werth og Wendy De Fontaine dansede sig til en OL-guldmedalje i Paris tidligere på sommeren. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Arrangørerne udtaler følgende om grunden til prisuddelingen: Der er ét aspekt, der adskiller Isabell Werth fra  andre verdensklasseatleter. Hun har dyrket sin sport på højeste niveau i årtier. Derudover har Isabell Werth et dybt forhold til sine heste, som er præget af tillid, individuel påskønnelse og enestående kommunikation

I et Instagram-opslag takker Isabell Werth arrangørerne af sportsgallaen, og fortæller at det på alle måder var en helt særlig aften i selskab med fantastiske sportsfolk. Sportsgallaens tema, "Merci Paris", markerede en smuk afslutning på de olympiske- og paralympiske lege i Paris. OL og PL viste endnu en gang, hvilken transformerende kraft sport har. Til trods for udfordrende tider, lykkedes Paris med at forene nationer, kulturer og generationer i sportens navn. 

Se Isabell Werths Instagram-opslag fra den specielle aften herunder: 

 

Kilde: Sportjournalist.de

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner